Fortsæt til indhold

Historier i tusmørket om godtfolk og originaler

Historiefortælling i Skovarbejderhuset ved herregårdsmuseet i Kulturnatten

Samfund
Anette Bonde

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet skruer tiden tilbage til 1930'erne og inviterer til historiefortælling om de skæve eksistenser, der havde deres gang i skovene og på landevejene i lokalområdet. Det sker ved Kulturnat Djursland fredag 9. oktober klokken 17 - 20 i Skovarbejderhuset i kanten af skoven tæt på heregårdsmuseet.
I tusmørket kan man for eksempel høre historier om hr. Boné, som gik med en fornem kappe over skuldrene og troede, han opkøbte heste.
“Hr. Bonés far havde været herredsfoged, så han mente jo, at han var lidt bedre end de folk, han overnattede hos. Man kunne også støde på Tyskelovise, som solgte sygrej fra sin kuffert, og som også altid drak af sin lille flade spiritusflaske, når hun besøgte folk”, fortæller museumsformidler Stine Lucia Rasmussen.
Historierne har en snert af alvor over sig. På aftenen vil man dog også høre mere muntre historier om de krybskytter, der drev gæk med herregårdenes skytter i deres jagt på bytte, der kunne mætte familien derhjemme.

Smag vagabondernes mad

Aftenen byder også på smagsprøver på vagabondernes mad. Landevejens folk samlede ting fra naturen og nogle gange stjal de grøntsager fra folks haver. Menuen står derfor på varm brændenældesuppe med kartofler fra Skovarbejderhusets lille nyttehave.
Der tændes op på bålpladsen, hvor maden tilberedes, og man kan få et glas lunt hvidtøl inde hos skovarbejderfruen.
Der bliver desuden mulighed for at muntre sig med gammeldags manddomslege, som at slå søm i kævlen.
Det er gratis at deltage. Museet opfordrer til, at man parkerer på vigepladsen ved huset og går det sidste stykke gennem skoven. Der er denne aften tændt lanterner i tusmørket, så man kan finde vej til huset.