Fortsæt til indhold

Kloakarbejde ikke færdig til tiden - men tre uger før!

Nu kan trafikken igen komme gennem Auning

Samfund
Anette Bonde

Grundet kloakeringsarbejde er den gennemkørende trafik igennem Auning i september blevet ledt hen på omfartsvejen i stedet for den lige vej ad Østergade og Vestergade. Nu er der åbent igen, endda hele tre uger førend den planlagte tid.

Glade for at det er slut

Det er de forretningsdrivende i Auning lettede over, idet den gode omsætning i efterårsferien nu vil blive helt normal.
“Vi er glade for, at det er overstået. Det har været svært for vores kunder at finde ned til centerområdet, og folk udefra har måske slet ikke forsøgt”, siger Torben Ibsen, formand for Auning Handelsudvalg.
Han har kun hørt om projektet ad omveje, og han ville ønske, at handelsudvalget kunne være blevet inddraget i processen.
“Jeg har ikke noget imod projektet som sådan, og jeg er glad for, at det kunne gøres så hurtigt, men jeg ville ønske, at vi var blevet inddraget noget før, så vi måske kunne have fået indflydelse på skiltningen.”
Det forstår AquaDjurs godt, og teknisk chef Ulrik Christensen fortæller, at man vil tage kontakt til handelsudvalget ved eventuelle nye projekter.
For at undgå overløb til Alling Å ved kraftig regn har opgaven været at skille regnvand fra spildevand i den vestlige del af byen i to separate kloakledninger. Desuden er der penge at spare, fordi der skal pumpes færre kubikmeter spildevand til rensning i Randers.

Af hensyn til vandmiljøet

Det er entreprenørfirmaet VAM, der har stået for arbejdet på vegne af spildevandsselskabet AquaDjurs.
Oprindelig var det meningen, at trafikken skulle køre igennem byen, mens gravearbejdet stod på. I så fald ville arbejdet have stået på helt frem til jul.
Med henvisning til sikkerhed og effektivitet lykkedes det AquaDjurs og VAM at få lov til at spærre hovedgaden af og lede trafikken udenom byen. Norddjurs Kommune og de involverede parter blev dog hurtigt klar over, at arbejdet alligevel gik ud over byens handelsdrivende. Derfor bad de projektchef i VAM Jens Brøndum om at fremskynde arbejdet.
“Vi var godt klar over, det var et kritisk sted, vi arbejdede. Vi vil gerne være fleksible, så vi skruede op for tempoet og satte ekstra mandskab og materiel ind. Medarbejderne mødte ind klokken 6 og blev der nogle gange til klokken 8 om aftenen. Så alle har givet den en skalle”, fortæller Jens Brøndum.
Derfor kunne vejafspærringen, der var berammet til at vare otte uger, allerede blive ophævet 30. september, 23 dage før tid.