Hvem skal have Handicapprisen 2015?
På horsens.dk kan du indstille kandidater til Handicapprisen 2015. Prisen er på 10.000 kroner og går til en person, forening eller andre, der har gjort en særlig indsats for handicappede. Sidste år overrakte borgmester Peter Sørensen prisen til Bjarne S. Pedersen for hans engagement i Golf for Alle.
Horsens Kommune ønsker at vise sin anerkendelse ved at uddele en handicappris til en ildsjæl, en forening, en virksomhed, privat eller offentlig organisation, som har ydet en særlig indsats for, at børn unge og voksne med et handicap kan deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre. Modtageren af prisen skal bo i Horsens Kommune, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Prisen vil blive uddelt for:
At have skabt rammer og muligheder for at borgere med et handicap får større livskvalitet
At inkludere borgere med handicap i foreningsliv og i det almindelige samfundsliv på lige fod med andre
At have skabt forhold der kan bidrage til en forøget livskvalitet hos mennesker med handicap.
At have skabt beskæftigelse for borgere med handicap
At have skabt aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for mennesker med handicap.
At sikre god tilgængelighed for alle borgere med funktionsnedsættelser
At have bidraget til at gøre op med fordommen om borgere med handicap, herunder borgere der har en sindslidelse
Borgere, organisationer og foreninger med bopæl i Horsens Kommune kan indstilles til prisen på 10.000 kroner, som uddeles den 3. december 2015. Handicaprådet ser bredt på begrebet handicap. Det kan eksempelvis være mennesker, børn, unge og voksne med sindslidelse, udviklingshæmning, hjerneskade, fysisk handicap, høre-, tale- eller synshandicap.
Fristen for indstillinger er den 2. november 2015 med en begrundelse for, hvorfor du mener, din kandidat har fortjent prisen.