Sammenbragt er en svær størrelse

Sidste år satte 19.435 danske par en stopper for deres ægteskab ved at indgå skilsmisse. Det er det suverænt højeste antal nogensinde.
Når sårene er slikket, børnene er hjulpet igennem og man selv har fundet fodfæste, prøver rigtig mange lykken igen, når lynet slår ned. Denne gang som del af en sammenbragt familie med dine, mine og med tiden ofte også vores børn. Sådan en familie lever cirka hver fjerde danske barn i, men desværre oplever rigtig mange små og store, at også familie nummer to falder fra hinanden.
Fordi rigtig mange par lever ugifte sammen i deres nye storfamilier, findes der ingen præcise tal for, hvor mange sammenbragte familier, der splitter op, men tallet er betydeligt højere end det rekordstore skilsmissetal, der i foråret trak masser af overskrifter. Udenlandske undersøgelser viser, at helt op mod 75 procent af de sammenbragte familier ender med at flytte fra hinanden igen.
Charlotte Berg lever af at rådgive og coache par, der prøver familielykken for anden, tredje eller måske endda fjerde gang. Hun anslår, at op mod 60 procent af de danske sammenbragte familier ikke lykkes.
“En sammenbragt familie er anderledes end en kernefamilie, fordi vi som voksne indgår i den nye familie med en helt anderledes 'bagage', end den vi havde, da vi indgik i kernefamilien. Og møder derfor helt andre udfordringer, end en kernefamilie gør,” siger Charlotte Berg, der selv på syvende år lever i en familie med din, min og vores.
Hun ser tre overvejende grunde til, at flere sammenbragte familier end traditionelle kernefamilier falder fra hinanden. Dels er de voksne mere beskyttende overfor deres egne børn efter opsplitningen af kernefamilien.
“Hvis børnene ikke trives i det nye familieliv, spiller det en stor rolle for fars eller mors valg om at blive sammen med den nye kæreste,” siger Charlotte Berg, der også nævner konflikter med eks'erne eller den andens børn som en væsentlig årsag til, at sammenbragte familier kaster håndklædet i ringen.
Den tredje årsag er, i følge Charlotte Berg, at mange voksne er +30 eller mere, når de indgår i en sammenbragt familie. Det betyder, at de er mere 'satte' og derfor ofte mindre tolerante overfor andre værdier og anderledes børneopdragelse end de var, da de indgik i kernefamilien eller boede alene.

Tre gode råd fra Charlotte Berg:

Parforhold: Brug de første et til to år på at etablere og pleje parforholdet, da det er hele fundamentet for den sammenbragte families eksistens.

Forberedelse: De voksne indgår i den nye familie med en helt anden bagage end den de indgik i kernefamilien med. De møder derfor helt andre udfordringer end i kernefamilien. Det er en god ide på forhånd at gennemtænke nogle løsninger på nogle af de problemer og udfordringer, der kan opstå. Bærer den ene for eksempel på dårlig samvittighed overfor sine børn efter skilsmissen, kan det være svært for bonusforælderen at finde sin plads. Også et dårligt forhold til en eller flere eks'er kan blive en udfordring.

Ansvar: Her handler det om i hvilken grad, de voksne hver især skal gå ind og tage del i dagligdagen med hinandens børn. Ønsker begge voksne en bonusforældrerolle, hvor man stiller sig 100 procent til rådighed for sit bonusbarn og på lige vilkår er med til at håndhæve regler og aftaler, så er det fælles ansvar en mulighed. Ønsker begge eller blot en hellere at fungere som ”bare” fars eller mors kæreste uden noget egentligt ansvar for bonusbørnene og indflydelse på deres liv, så er det opdelte ansvar en bedre løsning.