Fortsæt til indhold

Byggeri i Middelfart forsinket på grund af forurening

Udsætter færdiggørelsen af Nytorv – nyt bycenter og rådhus i Middelfart med tre måneder

Samfund
Arkiv

Økonomiudvalget i Middelfart Kommune er blevet orienteret om en ny tidsplan, som udsætter færdiggørelsen af Nytorv – nyt bycenter og rådhus i Middelfart med tre måneder til den 17. juli 2017. Forsinkelsen skyldes miljøsanering af det gamle rådhus og en større forurening på byggepladsen, herunder slagger og 5500 tons murbrokker i jorden.
”Det har vist sig, at det gamle rådhus indeholdt en større mængde farlige stoffer, som besværliggjorde nedrivningen. Blandt andet var der store mængder PCB i vinduesfugerne, så hvert enkelt vindue måtte skæres ud af væggen og køres væk for at afmonteres under særligt lukkede forhold, så naboer og medarbejderne ikke blev forgiftet. Herudover, så er der fundet meget slagger i jorden på byggepladsen og hele 5500 tons gamle murbrokker måtte graves op og kørt væk. Det tager tid at løse den slags opgaver korrekt, men vi går ikke på kompromis med naboer og medarbejderes sikkerhed og hensyn til miljøet. Derfor er byggeriet forsinket med tre måneder," forklarer kommunaldirektør Steen Vinderslev, formand for styregruppen bag projektet.
Hos entreprenøren 5E Byg erkender man, at det aldrig er rart at melde en forsinkelse ud.
"Men med de miljømæssige udfordringer, som vi er stødt på i forløbet, så må man forvente, at det vil tage længere tid. Vi er nødt til at forholde os til den slags komplikationer – det er ikke noget problem, men det er klart at det tager ekstra tid, når vi skal håndtere farlige stoffer efter forskrifterne. Derfor må butiksejere, beboere og rådhusansatte vente de tre måneder ekstra på at få nøglen," siger afdelingschef Allan Østergaard.
Det nye bycenter kommer til at bestå af 40 boliger, af 3.000 m2 butiksarealer og så et nyt rådhus, som skal have plads til 350 medarbejdere.