Fortsæt til indhold

Unge iværksættere kvæles i ventetid

En dispensationsansøgning til CVR-nr. har stoppet virksomhed i foreløbig to måneder

Samfund
Erling Baastrup

Den lille virksomhed Repi i Hammel, der indehaves af Emil Loke Kristiansen, er ved at drukne i sin succes.
Emils firma opkøber og sælger brugte iPhones og reparere iPhones. En virksomhed må nu ligge stille.

Der skete nemlig det henover sommeren, at omsætningen rundede de 50.000 kroner. Det er grænsen for, hvor meget der er tilladt, når det er en ”hobbyvirksomhed”.
Derefter kræves der en rigtig registreret virksomhed med CVR-registrering.

Dispensation krævet

Når man er 16 år, kræves imidlertid en dispensation. Den søgte Emil om 2. august. To måneder senere, er der intet sket.

”Det er meget besynderligt at staten og politikerne vil have mere omkring iværksætteri og innovation i folkeskolen, men at det så skal være så besværligt og langtrukkent at får sin dispensation,” siger Emil.

”Siden jeg sendte min ansøgning, har jeg kun hørt fra Statsforvaltningen én gang, hvor de spurgte mig omkring min garanti. Jeg svarede og har ikke hørt noget siden,” fortæller Emil, hvis mor ringer hver onsdag til callcentret for at høre, hvor langt de er. Dog uden held, fordi de åbenbart ikke ved noget.

“Hvorfor søger politikerne at fremme innovation, hvis vi skal kvæles i langsommelighed,” spørger Emil Loke Kristiansen.

20 ugers sagsbehandlingstid

"En gennemsnitlig sagsbehandlingstid for en sådan sag er typisk 20 uger," forklarer kontorchef Rie Thoustrup Sørensen fra Statsforvaltningens værgemålskontor. Der er cirka 100-120 sager af den slags om året. Det er holdt op mod de 16.000 sager som værgemålskontoret behandler hvert år.
"Det er jo ikke bare lige sådan at give en dispensation. Det er en konkret vurdering. Vi indhenter oplysninger, undersøger hvilken virksomhedsform, hvad omsætningen er og mange andre ting. Det er altså ikke en given sag, at man får dispensationen," understreger hun.
Meningen er, at ingen under 18 år skal udsættes for unødig risiko.
Emils mor har gentagne gange ringet til callcentret, uden at de tilsyneladende kan give klar besked, hvordan fungerer det?
"Vores Callcenter tager imod første opkald. Deres opgave er ikke at gå ind i sagen. De kan så sende en e-mail til det rette kontor, der så vil ringe tilbage. Man kan ikke ringe direkte til det pågældende kontor," forklarer hun.