Fortsæt til indhold

Østjysk skønhed kåret til Miss Danmark

17-årige Jessica Josephina Hvirvelkær skal til Miss World i Kina til november

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

På papiret bor du i nærheden af Danmarks smukkeste pige. For Egå-pigen Jessica Josephina Hvirvelkær har netop vundet den største og mest prestigefyldte skønhedskonkurrence herhjemme, 'Miss Danmark'.
Den 17-årige studerende gik hele vejen blandt de sidste 30 piger i et stort show på Kulturkajen Docken i hovedstaden med Bubber som vært og 400 indbudte gæster.
“Det var fuldstændig surrealistisk at vinde Miss Danmark og en af mit livs største oplevelser. Siden jeg var lille, har jeg haft denne her prinsessedrøm i maven, og drømme kan blive opfyldt. Og så er det selvfølgelig dejligt at få så kæmpestort et kompliment med titlen,” fortæller Jessica Josephina Hvirvelkær, som til dagligt går på Global Economy-linjen på Aarhus Business College i Risskov og også får tid til at arbejde som salgsassistent hos Tommy Hilfiger i Bruuns Galleri.
På skolen blev hun hyldet for det flotte resultat:
“Da jeg kom i skole efter konkurrencen, kom drengene løbende og kastede mig op i luften i en stor lufttur. Hele klassen sang for mig, og min lærer havde en kage med. Det er meget sjovt med den opmærksomhed, og jeg føler godt, jeg kan kapere det,” siger Miss Danmark anno 2015.

Til Kina i november

I slutningen af november drager hun til Kina for at repræsentere Danmark til Miss World-konkurrencen, hvor 130 piger fra hele verden dyster om den store titel og ære. Selve showet bliver typisk set af over 2 milliarder mennesker.
“Det bliver fuldstædig vildt. Jeg har aldrig været i Kina før, men jeg elsker at rejse og får helt sikkert en oplevelse for livet. Jeg skal være derovre i tre uger og kommer hjem lige før jul. Jeg skriver større skoleopgave vinklet på Kina. Heldigvis har jeg en forstående rektor og lærere, som har givet mig lov, så jeg kan få fri til det,” siger Jessica Josephina Hvirvelkær og tilføjer:
“Jeg håber på det bedste og på en topplacering. Det kunne være sjovt, hvis Danmark vandt for første gang nogensinde.”
Men inden da skal noget så praktisk som et kørekort i hus. Det har der nemlig også været tid til at tage i en travl hverdag.
“Jeg satser på, jeg får mit kørekort i næste måned, inden jeg skal til Kina,” siger hun.
“Lige nu har jeg fokus på konkurrencen i Kina og prøver at holde mig i form, men det er ikke kun det ydre, der tæller til Miss World. Det handler også om det indre, så jeg øver mig i at træne i at tale og så engagerer mig i en del lokal velgørenhed,” fortæller Egå-pigen, som ikke er helt uvant med at præsentere det ydre.
“Jeg har tidligere arbejdet som børnemodel, men det har ikke været noget, jeg har gjort mig så meget i de seneste år. Jeg er i en proces, hvor jeg skal finde mig selv, og her har Miss Danmark-konkurrencen virkelig hjulpet mig på vej med personlighed og en masse overvejelser om, hvem jeg er. Jeg har lært mig selv bedre at kende gennem det her,” siger Danmarks - på papiret - smukkeste pige.

Top 3-pigerne flankeret af værten Bubber og Lisa Lents, der er direktør for Miss Danmark Organisationen. Foto: Peter Olsen.