Fortsæt til indhold

Forstander forlader Sostrup Slot

Ny organisation på Sostrup Slot betyder, at Rikke Hedman rejser

Samfund
Anette Bonde

En omorganisering af organisationen på Sostrup Slot og Kloster betyder, at den hidtidige forstander Rikke Hedman trækker sig. Kirsten Bundgaard Swift, der ejer slottet sammen med sin bror, oplyser, at Rikke Hedman har fået tilbudt at fortsætte i en anden stillingsbetegnelse men har valgt at takke nej. Hun fortsætter sit arbejde som forlægger og innovativ kommunikator i eget firma, Klynggaard.

Fire ledelsesområder

“Det er helt nødvendigt at omorganisere administrationen for at drive stedet videre med den kraft, det fortjener.”
Kirsten Bundgaard Swift vil gerne nå derhen, at ledelsen opdeles i fire.
De to områder er allerede på plads, idet køkkenchef Simon Rysgaard er blevet ansvarlig for restaurantdelen, og virksomheden Have Kommunikation for marketing. Det tredje område er logistik, og så søges der lige nu efter en arrangementchef.
“Vi har haft det meget farverigt i opstartsfasen med masser af ideer. Nu skal vi have det hele sat sammen og have fokus på det administrative.”

God respons

Restaurering og opstart har kostet mange penge, og Kirsten Bundgaard Swift konstaterer, at man ikke er ude af det røde felt endnu.
“Der har været masser af udgifter, og der kommer flere.”
Hun er glad for, at den interesse, hun havde håbet på, har været til stede. Også lokalt.
“Nu er det oppe at køre, det er dejligt, at vi har fået så stor respons.”