Tekstilkunstner i æteren
Maria Vetter Christiansen fortæller om sin opvækst og sit virke som tekstilkunstner
Radio Djursland sender programmet ”Det musikalske vindue” lørdag 31 oktober klokken 17, hvor Fritz Jensen har Maria Vetter Christiansen i studiet.
Maria Vetter Christiansen fortæller om sin opvækst på Djursland, og om hvordan hun som seksårig sejlede til Sydamerika med sin familie. Hun har også boet i København, hvor hun mødte sin mand Peter og derefter flyttede tilbage til Djursland. I dag er familien blevet udvidet med to sønner på 6 og 9 år.
Maria Vetter Christiansen fortæller først og fremmest om sit virke som tekstil kunstner, om udstillinger, farver og det at arbejde med tekstil. Hun åbnede sidste år en garnbutik i Grenaa, som hun desværre måtte lukke igen her i sommer fordi hun ikke kunne generere en indkomst. Men hun er glad for at have mødt nogle dejlige mennesker undervejs.
“Og jeg mener stadig at Grenaa er verdens fedeste by, og især Carsten Thygesen og ShopiCity's utrættelige engagement for at gøre byen til et hyggeligt sted at handle er meget beundringsværdigt.”