Fortsæt til indhold

Her bliver senior-ensomhed bekæmpet

KlostergadeCentret er kommunens kulturcenter for seniorer og har 2.000 gæster om ugen med plads til flere

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

“Jeg bliver bare blæst baglæns af al den livsglæde og livskvalitet, jeg møder her hver dag,” siger Thomas Unterschlag.
Siden august har han været daglig leder og en af de få fastansatte i KlostergadeCentret, der et frivillig- og aktivitetshuset for seniorer med beliggenhed i Klostergade 37.
Et hus på 2.400 kvadratmeter, som Unterschlag selv kalder for et kulturcenter.
“Vores funktion er at være et kulturcenter for alle kommunens seniorer. Og jeg synes, vi har godt fat i hele kommunen. Busserne kører jo næsten lige til døren, og vi har 2.000 mennesker igennem huset hver uge,” siger Thomas Unterschlag.
“Brugerne ses typisk her en gang om ugen for at mødes om en interesse, men det primære er det sociale samvær med andre mennesker. Jeg plejer at sige, at det vi gør hernede er ensomhedsbekæmpelse eller ensomhedsforebyggelse,” pointerer han.
I KlostergadeCentret er det frivillige arbejde et væsentlig omdrejningspunkt i arbejdet med at lave netværksskabende aktiviteter.
“Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre at drive det her sted uden alle vores fantastiske frivillige, som vi har en hulens masse af. Jeg mener, vi er oppe på 80, og de laver alt lige fra kontorarbejde til at sidde med telefonkæder, hvor de ældre ringer rundt til hinanden for at høre, om de har det godt. Der er også en del frivillige, der arbejder i vores café, hvor der laves og serveres mad,” siger han.
To af de frivillige er Grete Sønderskov og Inger Andersen. De hjælper begge til på kontoret med medlemsregistrering og andet administrativt arbejde.
“Jeg har været frivillig hernede i syv år og er rigtig glad for det. Det er godt at få et nyt netværk, og det er fantastisk at mærke den omsorg, vi alle har for hinanden,” siger Grethe Sønderskov, der bor i Brabrand.
Inger Andersen fra Stavtrup blev enke for et par år siden og hørte om KlostergadeCentret gennem en veninde.
“Det er rart at vide, at der er brug for ens arbejdskraft, og det var et kæmpe skulderklap for mig at komme herned. Det er dejligt at være her,” siger hun.

60 klubber

I dag er der 60 klubber og foreninger tilknyttet, og 1.200 er medlemmer af KlostergadeCentret. Brugerne af stedet er også meget forskelligartede, hvilket afspejles i de foreninger, der holder til i huset med malergrupper, sangkor, slægtsforskning, mandemadklubber og bankospil. Så der er liv i huset fra tidlig morgen til sen aften. Alligevel er ønsket at få endnu flere mennesker ind i huset.
“Jeg ved fra kommunens forebyggelseskonsulenter, at der sidder mange ældre alene rundt omkring, og de kan være svære at lokke ud. Forebyggelseskonsulenter gør et fabelagtigt stykke arbejde, men de kan ikke nå ud til alle så tit, som de gerne vil. Derfor arbejder vi her på centret med et projekt, hvor vi vil uddanne et korps af frivillige af vores brugere, der kan komme ud og snakke med de ældre og måske få dem herind og se, hvad vi kan tilbyde,” siger Unterschlag, der ifølge ham selv har et drømmejob.
“Vi har så mange aktive seniorer, der har et kæmpe overskud. Der er så meget glæde og mange smil i huset her, og det er bare så livsbekræftende. Så det er en skrøne, at ældre mennesker brokker sig. De er meget positive, og det er simpelthen så fedt at opleve hver eneste dag,” siger han.

To af mange frivillige i KlostergadeCentret er Grete Sønderskov(t.v.) fra Brabrand og Inger Andersen fra Stavtrup. De hjælper til på kontoret.