Aarhusianere vinder pris for bandana
Af Christina S. Johansen
Det aarhusianske kunst- og designinitiativ med navnet 'En hemmelig klub' har netop vundet en pris for deres børne-bandana som de designede sidste år.
Prisen hedder 'outstanding achievement' i kategorien 'hovedbeklædning' i det internationale designmagasin PRINT's konkurrence Wearable Design.
Bandanaen kan fungere som et halstørklæde og viser et snedækket skovlandskab og et banner med ordet 'SNU'. Man kan også vende bandanaen om og trækker den op over næsen - så ligner man nemlig en ræv.
En hemmelig klub er et kunst- og design-initiativ, som blev grundlagt i London i 2009, men som nu hører til i Aarhus. Initiativet består af Annabelle Nielsen, som er uddannet kunstner og illustrator, samt Kenn Munk, som er uddannet grafisk designer.