Fuld gas på skolerne
Hornslet Skole var en af mange som klarede sig godt i det lange løb
Mens Hornslet gjorde sig klar til motionsdag, var eleverne på naboskolen Ådalsskolen på vej i seng. Ådalsskolen kandiderer givetvis til at være den skole i Danmark, som var mindst aktive på skolernes årlige motionsdag.
Her startede eleverne i overbygningen nemlig kl. 22 aftenen forinden, og da eleverne i blandt andet Hornslet fredag morgen mødte ind på skolen for at motionere, mødte eleverne på Ådalsskolen ind på skolen for at sove - efter et 21,5 km langt natløb.
Der var derimod ingen træthed at spore i Hornslet, hvor forventning og friskhed blandede sig med regndråberne – klar til dagens udfordringer under åben himmel.
Elever i 0.-2. klasse tog en klassisk motionsdag i Bækdalen, mens eleverne i 3. - 5. klasse startede med 4 km motionsløb, hvorefter de kunne vælge mellem skateboard, rulleskøjter, løbehjul eller 'Bike n'run' - hold med tre elever, hvor de var fælles om én cykel og én hjelm på en 6 km tur.
Se fotogalleriet med de mange fotos.
6.-9. klasse kunne vælge mellem Triathlon, 12 km løbetur eller 34 km cykeltur.
Klokken 11.30 mødtes børn og voksne, så vinderne fra hver årgang i de forskellige discipliner kunne få en lille præmie og blive fotograferet, inden klokken ringede til efterårsferie