Fortsæt til indhold

Medansvar forbedrer bundlinjen

Det betaler sig at give medarbejderne ansvar, mener erhvervsleder fra Horsens, der har udgivet en ny bog

Samfund
Jeppe Rafn

“Chefen skal turde kræve af medarbejderne, at de konstant kommer med input til små og store forbedringer i hverdagen. Og medarbejderne skal kunne kræve af chefen, at han lytter til og reagerer på ideerne,” siger Niels Gørup Christiansen, der er stifter og indehaver af konsulentfirmaet New Future Formula i Horsens.
Han kalder princippet CBI. Det står for 'Continuous Business Improvement', der samtidig er titlen på en ny bog, han har udgivet.
“Små, måske ydmyge, forbedringer tæller også. Pointen er, at de skal være kontinuerlige. Det skaber grundlag for langt større spring og innovation senere, og vi skal forpligte hinanden på at finde forbedringer. Det er vi nemlig ikke ret gode til i Danmark. Den danske chef er typisk rar og venlig og lytter til medarbejderne, når de kommer med forslag, men han er elendig til at give bolden tilbage til dem og give dem ansvar for selv at føre ideerne ud i virkeligheden – og han får det typisk ikke gjort selv. Vores arbejdsmarked er baseret på formaliseret forudsigelighed, hvor vi koncentrerer os mere om at lukke bagdøre af frygt for at lukke noget ukendt ind end om at åbne nye døre for os selv. Vi er nødt til at give medarbejderne et større medansvar for deres arbejdsplads,” siger Niels Gørup Christiansen i en pressemeddelelse om hans nye bog.

Det kan betale sig

Efter at have arbejdet som blandt andet leder og direktør i Grundfos og Johnson Controls stiftede Niels Gørup Christiansen i 2007 sit eget konsulentfirma, der hjælper andre virksomheder efter CBI-principperne.
“Vi har efterhånden hjulpet over 80 virksomheder med at indarbejde CBI i hverdagen. De er alle endt med en forbedring på bundlinjen på mellem fire og 15 procent på årsbasis. Samtidig får du gladere og mere engagerede medarbejdere, fordi de kan se, at deres indsats og ideer bærer frugt. Målet er selvfølgelig, at forandringskulturen bider sig fast og bliver en del af virksomhedens identitet og selvforståelse.”
At indføre CBI er som at ændre livsstil og kan sammenlignes med, at en person kvitter smøgerne eller begynder at dyrke mere morion, mener Niels Gørup Christiansen,
“Her er det bare kollektivt, for det er hele organisationen, der skal indstille sig på at tænke på en ny måde, og det kan tage tid. Til gengæld er der en kontant belønning.”