Fortsæt til indhold

Lokal forfatter sigter efter udlandet

Haidi Wigger Klaris er klar med opfølgeren til hendes debutroman Skyggernes Bog og arbejder samtidig på at kunne sælge sin trilogi til det engelsksprogede bogmarked.

Samfund
Martin Rasmussen

Godt et halvt år efter sin forfatterdebut med Skyggernes Bog er den lokale fantasyforfatter Haidi Wigger Klaris nu klar til at præsentere opfølgeren, der har fået titlen Skæbnens Kald. Den udkommer officielt mandag den 9. november, men den præsenteres allerede i weekenden op til udgivelsen på bogmessen BogForum i Bellacentret.
Skæbnens Bog er anden del af den trilogi med titlen Dæmonherskerens Arving, og den henvender sig primært til unge læsere med hang til fantasygenren - en genre hvor Stepanie Meyers Twilight-saga er en af de mest kendte aktuelle serier.
- Det, jeg godt kan lide ved fantasy, er, at der ikke er nogen grænser.Hvis man har lyst til at tilføje røde øjne og hugtænder til historien, så gør man det, smiler Haidi Wigger Klaris, som i sin trilogi fortæller om hovedpersonen 17-årige Allys møde med paranormale kræfter.
Reaktionerne på den første bog har været gode, fortæller hun. Den er blandt andet solgt til en lang række biblioteker, og mens opfølgeren altså nu er på vej, så må hendes læsere vente til engang næste år med at få afslutningen på historien i trilogiens afsluttende bog.
Imens arbejder hun blandt andet med at få oversat begyndelsen på den første bog i et forsøg på at sælge den i udlandet. Fantasy er en lille niche i den danske bogverden, og det er vanskeligt at leve af at være forfatter i et lille sprogområde som det danske, mens der er mere fokus på genren i England og USA - og selvfølgelig potentielt en langt større læserskare.
- Jeg skriver ikke for at blive rig af det; jeg tør ikke begynde at regne timelønnen ud for mine bøger, siger Haidi Wigger Klaris, der bruger aftener og weekender på at skrive sine bøger.
- Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være, og jeg vil rigtig gerne skrive på fuld tid. Hvis jeg i morgen fik tilbud om at leve af at være forfatter, så ville jeg slå til med det samme, understreger forfatteren, der i øvrigt ved siden af fuldtidsarbejde hos Novo Nordisk og arbejdet på trilogien også har andre projekter på vej.
Hun skrev sin første bog allerede i 2001 - den endte i første omgang i skrivebordsskuffen efter at være blevet afvist af Gyldendal, men nu er hun klar til at give projektet en chance mere.
- Jeg har ikke sluppet den endnu. Jeg er rigtig glad for kernen i historien, og næste projekt er at redigere det gamle manuskript, siger Haidi Wigger Klaris.