Jeanette & Rødderne er klar til fest
Årets melodi grand prix for handicappede er i år med aarhusiansk deltagelse, og bandet glæder sig
Lige om lidt går det løs for Aarhus-bandet Jeanette & Rødderne. 30. oktober er de blandt de ti deltagere til årets Handicap Grand Prix i Skanderborg.
Glæden over deltagelsen er stor hos de fem udviklingshæmmede musikere - og nerverne er lige så store.
“Jeg tror da næsten, at jeg skal have købt nogle nervepiller,” joker sanger og bassist Jeanette Pedersen.
“Ej, jeg må hellere bare ryge lidt ekstra smøger,” fortsætter hun med et smil.
Bandet består af 35-årige Martin Roland Jensen fra Harlev på guitar, sanger Joanna Jespersen fra Silkeborg på 27 år, Christian Moe Rasmussen fra Aarhus V, som er 35 år og sanger samt tamburin-spiller, 29-årige Jeanette Pedersen fra Hasselager, der synger samt spiller bas, og endelig trommeslager Jørgen Olesen fra Aarhus C.
De stiller op i melodi grand prixet med sangen 'Fri Fantasi', som handler om kærlighed ude i rummet mellem et rumvæsen og et menneske. Idéen til sangen er bandets egen, mens teksten og musikken har fået en hjælpende hånd med på vejen af et par andre musikere på Musik og Medieværkstedet i Åbyhøj, hvor bandet øver to gange om ugen.
Helt ud over scenekanten
Meldingen, om at bandet var kommet med til melodi grand prixet, kom via brev og gjorde det nok så snakkesaglige band stumme.
“Vi blev mundlamme og overraskede. Det var faktisk lige før, at jeg fik en klump i halsen,” fortæller Jeanette Pedersen.
“Vi synes da selv, at vi er gode, og vi havde måske nok håbet og troet på, at vi kunne komme med, men det er alligevel ret surrealistisk, at vi nu rent faktisk er blandt deltagerne,” overtager Christian Moe Rasmussen, mens Martin Roland Jensen fortsætter:
“Altså jeg er nu helt kølig – men jeg har også deltaget to gange før med andre bands.”
Frem mod den store dag 30. oktober står den på masser af tid i øvelokalet, for ud over at sangen skal sidde lige i skabet, så har bandet som noget nyt også særlig fokus på sceneshowet.
“For så kan vi få publikum endnu mere med – så kan vi virkelig kommer helt ud over scenekanten,” siger Christian Moe Rasmussen, før Jørgen Olesen læner sig lidt fremover og stille siger:
“Men det handler altså ikke kun om at vinde, det handler om, at vi morer os!”
“Det er nemlig rigtigt Jørgen – og skulle vi så gå hen at vinde, så er det bare en ekstra bonus,” svarer Christian Moe Rasmussen.
At stå på en scene foran mange mennesker er bestemt ikke noget nyt for Jeanette & Rødderne. De er vant til at give koncerter på op mod en time – repertoiret er gamle danske såvel som udenlandske klassikere.
Venskab og godt humør
“Det er virkelig en fed følelse at stå på scenen og se, at man gør andre glade. Det er fedt! Så kan man se, at man gør en forskel for dem,” siger Christian Moe Rasmussen.
“Ja, vi spiller jo musik, fordi det er sjovt, og fordi vi også selv bliver i godt humør af det,” fortsætter Joanna Jespersen, som først kom med i bandet for to år siden.
“Det er godt nok, at Joanna også kom med, for så slipper jeg for at være alene med alle dem der,” siger Jeanette og kigger drillende rundt på hankønnet i bandet – hun fortsætter:
“Venskabet er bestemt også en stor del af årsagen til, at vi spiller musik sammen. Det betyder meget! Vi hygger os med hinanden og driller hinanden på en god måde.”