Vi er europamestre
På fem år er madspildet herhjemme faldet med 25 procent
Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen 'Stop spild af mad', kan næsten ikke få armene ned: De nyeste tal viser nemlig, at Danmark er allerlængst fremme, når det gælder at stoppe madspild.
”Der er et fald i madspild herhjemme på 25 procent over fem år, og det betyder, at samfundet har sparet 4,4 milliarder kroner. Vi er stolte af det, fordi vi i foreningen virkelig har knoklet for det. Selv er jeg blevet interviewet til 'National Geographic' og 'The Huffington Post', så også udlandet er imponeret af de danske resultater,” fortæller Selina Juul.
Hvis du skulle give et enkelt råd til forbrugere, der vil undgå madspild, hvad skulle det så være?
”Lad være med at bruge dit køleskab og fryser som skrældespand, og undgå UFO'er.”
UFO'er?
”Ja, Uidentifcerbare Frosne Objekter," griner Selina Juul.
"Vi er blevet bedre til at undgå madspild, men noget af det havner så i fryseren, hvor det dukker tilfældigt op efter et par år, og det er jo ikke meningen”.
Socialt supermarked
Er der nogen nyheder på vej i kampen mod madspild?
”Ja, vi forventer os meget af 'Projekt Overskudsmad', som skal formidle god overskudsmad fra lokale donorer til lokale aftagere. Det kunne være brød fra den lokale bager til hjemløse eller kvindehjem. Så har vi gang i en stor oplysningskampagne til skoleelever, og Folkekirkens Nødhjælp håber på at kunne åbne Danmarks første sociale supermarked med overskudsmad.”
Kan man helt undgå madspil?
”Nej, det kan man ikke. Kød kan være inficeret med listeria, som så ikke kan spises, eller fødevarer kan være fejlproduceret. Men selv dårlige fødevarer kan jo omsættes til biogas, så på den måde kan vi udnytte det meste.”