“Potentialet giver vanvittige muligheder”
Udbygningen af Trefor Arena i Kolding skrider planmæssigt frem og baner vejen for en langt større gevinst for publikum
Lige nu er der grå beton og træskeletter alle vegne. Om godt og vel tre måneder skal der gerne være proppet med mennesker og dertilhørende larm og farver i en fyldt Trefor Arena, som til den tid har gennemgået en betydelig voksealder og står klar til at huse VM i damehåndbold.
“Vi er godt med i byggeriet nu. Den sidste fase har det altid med at være vanskelig, så vi har lagt lidt luft ind i tidsplanen, men vi er helt klar den 1. december,” fastslår administrerende direktør i Trefor Arena Ole Madsen.
Kæmpestort potentiale
Dermed er der 1600 kvadratmeter gulvareal og et spritnyt loungeområde klar, når de første VM-kampe i Gruppe C afvikles den 5. december. Tilskuerkapaciteten er på det tidspunkt også banket i vejret, så den rammer omkring 5200 mennesker til en udsolgt KIF Kolding København-hjemmekamp. Næste år er arenaen også vært for U20 EM i herrehåndbold og i 2017 er EM i badminton allerede skrevet i kalenderen.
Det stopper imidlertid ikke der. For den forøgede kapacitet skal også omsættes til at arrangere større koncerter og huse events med flere tusinde deltagere, der vil være med til at brande Kolding for en langt større del af Danmark.
“Potentialet er kæmpestort. Vi har vanvittige muligheder her, når vi står med en top-trimmet Trefor Arena,” konstaterer Ole Madsen.
“Det giver rigtig store muligheder, når vi til koncerter kan have hele 6000 tilskuere. Så er det vores opgave at komme ud og skabe interessen hos folk, så de får store oplevelser her i KoldingKommune,” fortsætter Ole Madsen, som mener, at det ikke er urealistisk at man i TreFor Arena fremover kan lave koncertoplevelser i samme kaliber, som man i både Horsens og Herning allerede er kendt for.
Balance i økonomien
Der er imidlertid stadig et stykke arbejde, inden huset er beredt til at være vært for de helt store koncert- og eventarrangementer. Økonomien har de seneste år haltet lidt, og det har begrænset handlefriheden så Koldinghallerne og Trefor Arena kunne udvikle sig ordentligt. Det er blot fire måneder siden, Ole Madsen indtog direktørkontoret, og dermed er der også kommet nye ideer og nye tanker ind i hallerne.
“Hvis der ikke er udvikling i huset, står det jo bare stille, men der skal være ordentlig balance i økonomien, for vi får først handlefrihed, når økonomien hænger sammen. Ellers er der ingen troværdighed i det, vi gør. Vi er ved at få styr på tingene, så vi også får værdi for pengene, og derfor har jeg også større forventninger til fremtiden nu, end jeg havde, da jeg tiltrådte. Vi er ved at være klar. Det var vi ikke for tre måneder siden,” erklærer Ole Madsen.