Dolkede mand i brystet og maven for at få hans rygsæk
En 35-årig mand fra Aarhus C blev i går aftes omkring klokken 23.30 stukket flere gange med, hvad politiet formoder, er en kniv under et groft røveriforsøg.
Den 35-årige mand var på vej hjem på Banegårdsgade i Aarhus C., da han blev antastet af en person, der tog fat i hans rygsæk, mens han sagde "Stå stille - stå stille".
Den forurettede mand forsøgte af afværge situationen og skubbe personen væk, men i forsøget på at fravriste sig personens greb i rygsækken blev den 35-årige mand stukket to gange i brystet og én gang i maven. Formodentligt med en kniv.
Det lykkedes dog at skubbe gerningsmanden væk, hvorefter den 35-årige løb fra stedet i retning mod Aarhus H. Her fik han kontakt til en taxachauffør, der kørte ham på skadestuen. Manden kom straks i behandling, og politiet har kun afhørt ham ganske kort.
Gerningsmanden beskrives som værende:
Mand, mellemøstlig af oprindelse, talte med accent. 165 – 170 cm. høj, slank af bygning, 60 – 65 kg., kort mørkt hår. Iført sort jakke – muligvis læder, samt sorte bukser.
Politiet vil gerne høre fra vidner, som måtte have bemærket overfaldet, eller som i øvrigt måtte have oplysninger til sagen. Herunder vidner, som måtte have set forurettede gå fra Folkestedet på Godsbanen (Skovgårdsgade) og via Frederiks Alle til Banegårdsgade.
Forurettede er en 35-årig mand, 173 cm. høj, skaldet og iført lyse cowboybukser og sort jakke. Han trak under hele turen sin cykel, som var punkteret.
Henvendelser i sagen til Østjyllands Politi kan ske på telefon 114 eller 87 31 14 48.