Fredericia er blevet et krydstogt-mekka
Krydstogtgæsterne elsker Fredericia, som i år for alvor er blevet en krydstogthavn. Succesen fortsætter næste år og året efter
I august fik Fredericia besøg af årets sidste krydstogtskib, Saga Sapphire.
Dermed afsluttedes året, hvor Fredericia for alvor blev krydstogt-destination. Fem gange i år er store skibe med tusindvis af turister anløbet Fredericia. Her lægger de til kaj få hundrede meter fra fæstningsbyens historieske bymidte og store voldanlæg.
Det er usædvanligt, at krydstogtkajen næsten ligger midt i byen. Og netop nærheden til byen er da også blandt de mange kvaliteter, krydstogtgæsterne fremhæver ovenpå deres besøg i Fredericia. Samt den ægte begejstring, de mødes med af byens borgere og handlende, samt de ofte mange hundrede flagende fredericianere, der tager imod skibet om morgenen og vinker farvel om aftenen.
Nogle af skibene har haft helt op til 2.800 gæster.
Glæde over resultatet
Krydstogteventyret er i løbet af få år udviklet af havneselskabet ADP, hvor krydstogtansvarlig Gry Klok Thomsen ser tilbage på et år, der har overgået forventningerne.
“Vi har haft 20.000 gæster i byen via årets anløb. Man plejer at sige, at de hver bruger omkring 500 kroner om dagen. Det svarer til ti millioner kroner, og det kan vi jo ikke klage over,” siger hun.
Fortsætter i 2016 og 2017
Allerede nu er der aftalt fire eller fem krydstogtanløb i Fredericia næste år.
En netop overstået messe i Hamburg fører måske til yderligere et eller to anløb i 2016. Også for 2017 er det indgået aftaler.
Samtidig har et af rederierne bedt Fredericia om at agere nød-havn. Det betyder, at stormvejr eller lignende i en anden havn kan få krydstogtskibet til at søge ly i Fredericia.
Men den slags uventede besøg regner Gry Klok Thomsen ikke med. Og det er ikke noget, man kan planlægge ud fra.
“Hvis det sker, sker det med meget kort varsel,” siger hun.