Fortsæt til indhold

Politikere i praktik som arbejdsløse

Lokale folketingspolitikere så deres egen lovgivning efter i sømmene på Jobcenter Horsens

Samfund
Lotte Gyldenvang

Der var lagt op til en lidt anderledes dag end de to folketingspolitikere ellers er vant til på Christiansborg, da Liv Holm Andersen, Radikale Venstre, og Fatma Øktem fra Venstre mandag var i praktik på Jobcenter Horsens.

“Jeg har aldrig været ledig og derfor har jeg heller aldrig før været på et jobcenter. Det er utrolig relevant at komme ud og se, hvordan vores lovgivning fungerer i praksis,” siger Liv Holm Andersen (R).

Både hende og Fatma Øktem (V) stiller op i Østjyllands storkreds til det kommende folketingsvalg og vil gerne være på forkant med at se beskæftigelsesreformen efter i sømmene.

“Jeg har tidligere arbejdet som konsulent i beskæftigelse. Det er ti år siden, og der er heldigvis sket meget siden da, men der er stadig plads til forbedringer. Jeg håber, jeg i dag kan få klarlagt, hvor vi skal gribe ind i lovgivningen for at forbedre vilkårene for de ledige,” siger Fatma Øktem og hilser på beskæftigelsesdirektør Frode Fårup.
Han sætter de to politikere ind i, hvordan man i Horsens arbejder på at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Horsens er rollemodel

De to politikere skulle blandt andet deltage i et informationsmøde for ledige, samtaler med en nyledig jobparat dagpengemodtager og med en kontanthjælpsmodtager. Derudover var der rig mulighed for at få en snak med medarbejderne på jobcentret, der dagligt arbejder under de beslutninger, som politikerne træffer i Folketinget.

“Det er interessant at møde vores politik i øjenhøjde. Jeg er meget glad for at komme bag tæppet og tale med både de ledige og medarbejderne her i Horsens,” siger Fatma Øktem.

Hun er begejstret for Horsens Kommunes måde at lave et samarbejde med erhvervslivet og LO på gennem den såkaldte Horsens Alliancen.

“Det er et godt eksempel på, at selv om vi sætter rammerne med en lovgivning fra Folketinget, så er det op til kommunerne at udfylde rammerne på den bedste måde for netop dem. Horsens Alliancen ser jeg som et stærkt trekløver, hvor ansvaret for at få flere i arbejde er lagt på flere forskellige parter, så man løfter i flok. Og det har jo bragt mange langtidsledige i Horsens tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Fatma Øktem, der ligesom de lokale virksomheder kan se en fordel i den økonomiske gulerod når dækningsafgiften gradvist bliver afskaffet for de virksomheder, der skaffer arbejdspladser til de ledige.

De to politikere kan se steder, hvor man kan gøre det store bureaukratiske arbejde mindre og mere fleksibelt.

“Det vil betyde meget både for medarbejderne på jobcentret og de ledige, hvis de får større frihed til at tilpasse forløbene individuelt efter behov for de ledige. Hvad der fungerer for nogle, duer måske ikke på andre. Så det vil jeg klart se på, om vi ikke kan forbedre,” siger Liv Holm Andersen efter en dag som arbejdsløs.