Fortsæt til indhold

Ny kystsikret mole står klar med flere nyheder

Nordmolen i Hundested står klar til både fremtidens storme samt borgere og turister med bl.a. forskellige temabænke

Samfund
Jens Patrick Thiede

KYSTSIKRING Den såkaldte Nordmole på Hundested Havn har netop gennemgået en stor restaurering, efter at stormen Bodil i december 2013 bogstaveligt talt slog flere huller i molen.
Hele molevitten har nu fået en overhaling til godt fire mio. kr., så den fremstår kystsikret mod oversvømmelse, flottere og mere indbydende end i mange årtier.

SE FOTOSERIEN FRA MOLEN HER


Den største forandring af den tidligere mole finder man på det nordøstlige stykke, hvor den tidligere, høje mur er fjernet, hvilket åbner op for en forbedret udsigt.
Desuden er der lagt 4000 tons ekstra sten på ydersiden, der skal bryde bølgerne længere ude i havet, så der nu kun kommer oversprøjt og ikke rigtige bølger ind over molen.
"Hvis der igen kommer 1,86 meters højvande som ved Bodil, er vi væsentligt bedre sikret nu. Bølgeskærmen på betonmuren er hævet 25 cm. ekstra og kan modstå højvande," fortæller havnefoged Søren Brink.

Beskyttelse før turisme

Han understreger også, at molen først og fremmest er lavet af praktiske og sikkerhedsmæssige årsager.
"Moleprojektet er lavet på baggrund af at skulle beskytte fiskekuttere og andre både i havnen. Vi har ikke lavet molen for, at man skal kunne fiske eller sidde og kigge ud over vandet, men for at beskytte havnens interessenter."
"Når vi så var i gang med at restaurere den, kunne vi lige så godt lave den indbydende for borgerne og turisterne også med offentlig adgang og mulighed for at fiske," siger havnefogeden.

At indvie en ølbænk uden øl er ikke ideelt, men når pligten kalder, er drikkeri bandlyst. Foto: Jan Stephan

Øl- eller kyssebænken?

Ud over en ny betonmur er molen bl.a. asfalteret, og der er kommet ny belysning samt el-standere, hvorfra både kan tappe strøm.
Før selve molefyret er der planer om en fiskeplatform, men man må dog fiske fra hele molen.
Havnefogeden slår fast:
"Og man må kysse på kyssebænken samt drikke pils på ølbænken! Forleden sad en dame på kyssebænken. Hun sagde ironisk, at hun havde siddet der i timevis uden held."
"Prøv at købe to øl og sæt dig hen på ølbænken, så får du nok heldet med dig, foreslog jeg hende," siger Søren Brink med et smil om to af de temabænke, der blandt flere andre også er nye på molen.