Fortsæt til indhold

Nu er de dømt

Tre unge på 16, 17 og 20 år er idømt samfundstjeneste for tyveri af brandbil samt vandvidskørsel

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Først stjal de en brandbil fra Falckstationen i Stenløse og efterfølgende drønede de af sted med fuld udrykning, kørte over for rødt og bragede direkte ind i en personbil i krydset ved Frederikssundsvej og Dronning Ingrids Vej.
Ondsdag faldt der så dom i sagen mod den 16-årige, 17-årige og 20-årige mand fra Ølstykke, der 2. pinsedag i år stjal og efterfølgende kørte galt i brandbilen.
"Det gik som forventede, de fik den straf de skulle have efter praksis. De to ungersvende under 18 år fik 14 dages fængsel betinget af 30 timers samfundstjeneste, og det er fuldstændig efter vores indstilling. Og den 20-årige, der kørte brandbilen fik 30 dages fængsel, som blev gjort betinget af 40 dages samfundstjeneste," siger Finn Beyer Paulsen fra Nordsjællands Politi, der var politianklager på sagen, og fortæller, at den 20-årige blev dømt for både tyveriet samt for at køre vanvidskørsel.
Ifølge Finn Beyer Paulsen er dommen i tråd med den lovændring, der kom 1. Maj i år, som går på, at man i videre grad skal idømmes samfundstjeneste fremfor fængsel.

Spagfærdige unge mænd

Politianklageren fortæller, at de tre unge mænd, absolut virkede til at have fortrudt deres handlinger, da de onsdag var i retten for at høre dommen.
"De brugte ikke direkte ordet 'fortrudt', men der er ingen tvivl om, at det har påvirket dem temmelig kraftigt. De var meget spagfærdige," siger Finn Beyer Paulsen.
Han fortæller, at det alene er den 20-årige, der er blevet dømtfor til at betale for skaderne ved færdselsuheldet, hvor to personer kom til skade, og deres bil blev totalskadet, da det var den 20-årige, der kørte bilen.
Erstatningen for brandbilen, den totalskadede bil samt en anden bil, der fik ridser ved ulykken løb op i 243.095 Kr.
Samtidig kan den 20-årige komme til at hæfte for yderligere krav om erstatning i forbindelse med, at erstatningkravet for personskaderne ved trafikulykken bliver opgjort.