Fortsæt til indhold

“Vi kan fordele velstanden meget bedre”

Enhedslisten godtager ikke præmissen om, at det er nødvendigt at skære på velfærden. Partiet mener, at man kan fordele velstanden på en meget mere retfærdig måde

Samfund
Af Jesper Bjørn Larsen

Hun var om nogen politikeren, der via sine lysende kommunikationsevner - det var alle vist enige om - fik æren for Enhedslistens kanonvalg i 2011, hvor de vandt otte nye mandater.
Men troen på et alternativ til tiåret med VK-regeringen blev hurtigt forvandlet til en dyb skuffelse over SR-regeringen. Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, havde forventet mere.
Hvad er det største problem i Danmark lige nu?

”Der breder sig en fortælling om, at velfærden er en byrde, og at det er nødvendigt at skære ned på den. Der breder sig også en fortælling om, at de arbejdsløse nok selv er skyld i deres situation. For mig er begge dele helt forkert.”
Hvad er det bedste argument for at stemme på dig og dit parti?

”Hvis man gerne vil trække det her samfund i en mere grøn og solidarisk retning, skal man stemme på os. Det arbejder vi for hver dag. Vi tror på, vi kan fordele den velstand, der er i samfundet, på en meget mere retfærdig måde.”
Hvis dit parti havde absolut flertal i Folketinget og dermed mulighed for at gennemføre en lov efter eget ønske, hvad skulle det så være?

”Noget af det, der skulle gøres først, var at sikre et retfærdigt dagpengesystem.”
Hvilket politisk resultat fra den seneste valgperiode er du mest tilfreds med?

”Vi har fået sat bekæmpelsen af social dumping højt på dagsordenen.”
Hvad er du mest utilfreds med?

”Det politiske fællesgods mellem Enhedslisten og regeringen er langt mindre, end jeg havde regnet med. De har ikke brugt perioden på at styrke velfærden markant eller sætte ordentlig gang i den grønne udvikling. I stedet er de med præcision gået efter dem, der har mindst.”

Stolt af demokratiet

Hvornår er du mest stolt af det danske demokrati?
”Jeg elsker at være ude på folkeskoler. Det er fantastisk, at vi har en skole for alle børn. Det er så vigtigt for demokratiet, at vi møder hinanden. Og så er vores børn og unge jo vildt selvstændige, og ofte også kritisk tænkende. Det er herligt! Og vigtigt”.
Hvornår er du mest træt af politik?

”Jeg er temmelig trist over, at den her regering ligger så langt til højre”.