Fortsæt til indhold

Det er afpresning

Bestyrelsen føler, at kommunen kræver en ansat fyret til gengæld for kommunal støtte

Samfund
Peter Friis Autzen

Bestyrelsen i Fredericias Frivillig Center har trukket sig i protest over kommunen.
"Kommunen vil kun støtte projekt Trivselspiloter, hvis en navngiven person på centret fyres. Det er jo afpresning. Det vil vi ikke finde os i," siger formand Bo A. Lundgreen.
"Vi vil ikke arbejde på den måde. Så vi har i enighed besluttet at trække os," siger han.
Hvilken forskel gør det, at I trækker jer?

"Vi vil arbejde under de forhold. Så nu må der vælges en bestyrelse, som vil."
Betyder det så ikke netop, at I lader kommunen bestemme?

"Jo, det kan man sige. Men det er pest eller kolera," siger Bo A. Lundgreen.
Socialudvalgsnæstformand, Bente Ankersen (S), afviser afpresnings-beskyldningen.
"Vi blander os ikke i ansættelser og afskedigelser. Jeg er ked af bestyrelsens beslutning, for den har gjort et godt stykke arbejde," siger hun.
Bo A. Lundgreen bruger ordet "personfnidder" om det forhold, der har givet problemer i samarbejdet. Det afviser Bente Ankersen.
"Om vi kan lide nogen eller ej, betyder ikke noget. Vi har ønsket et bedre og tættere samarbejde, som kan give mere frivillighed for pengene. Men vi har ikke krævet nogen fyret," siger hun.