Fortsæt til indhold

Generationsskifte i Tegnestuen Østjylland

Tegnestuen Østjylland A/S i Horsens har fået nye ejere og skiftet navn til Constructa Tegnestuen Østjylland A/S

Samfund
Jeppe Rafn

Arkitekterne Jens Vandvig og Bo Christensen begyndte for mange år siden som medarbejdere i Tegnestuen Østjylland A/S i Horsens. Siden blev de medejere, og i mange år har de været eneejere af arkitektfirmaet i Horsens.
Bo og Jens er 61 og 62 år og har deres alder taget i betragtning valgt at gennemføre et generationsskifte i firmaet, der har skiftet navn til Constructa Tegnestuen Østjylland A/S.
“Vi har knoklet for Tegnestuen Østjylland i en menneskealder, så det er glædeligt, det fortsætter,” siger Jens Vandvig og Bo Christensen.
Constructa Tegnestuen Østjylland A/S bliver et datterselskab af Constructa A/S, rådgivende ingeniører og arkitekter med hovedsæde i Silkeborg.

Flyttet på havnen

I forbindelse med ejerskiftet er firmaet flyttet fra det gule pakhus på Åboulevarden i Horsens til nye lokaler på Ove Jensens Alle 35 på havnen, hvor de to tidligere ejere fortsætter som det, de i sin tid startede med at være - medarbejdere. Med generationsskiftet kan de nu med ro i sindet kan sige ja til at involvere sig i projekter, der måtte række ud over den tid, de er på arbejdsmarkedet.
“Vi ved nu, at det vi starter på, kan andre fortsætte, hvis vi ikke selv kan fuldføre det. I vores branche arbejder vi med en lang tidshorisont - vi sidder med projekter, der begyndte for 10 år siden,” fortæller Jens Vandvig og Bo Christensen.
Constructa A/S er kendetegnet ved, at man har både arkitekter og ingeniører under samme tag. Firmaet rådgiver om alt indenfor byggebranchen og har både det offentlige, erhverv, private, foreninger og organisationer som kunder. Constructa havde i forvejen flere samarbejdspartnere i Horsens, som man nu kommer tættere på med det nye selskab i Horsens.
“Tegnestuen Østjylland har et godt ry og de samme værdier som os. De behandler deres kunder ordentligt,” siger ejerne af Construca A/S, Lars Hansen og Christian Aagaard Nielsen og peger på flere fordele ved at udvide i Horsens.
“Her i Horsens har de for eksempel gjort en del i børnehavebyggerier, som vi kan lære af, mens vi i Silkeborg har stor erfaring med at energirenovere skoler, som vi kan få glæde af i Horsens. Det er en stor styrke, at vi kan udveksle erfaringer,” siger ejerne.

Flere ansatte i Horsens

Constructa A/S har i alt 25 ansatte, heraf fire i Constructa Tegnestuen Østjylland A/S i Horsens, hvor der er planer om at udvide. Man er allerede begyndt at søge efter en ny medarbejder, som kan vise sig blot at være den første af mange nye.
“Vi er her for at udvikle det, der er. Tegnestuen Østjylland har været oppe på at være 12 ansatte, og det vil vi gerne op på igen. Det er sådan et godt tal.”