Fortsæt til indhold

Nu åbner Lukashuset, Danmarks første børnehospice

Snoren klippes til Danmarks første hospice for børn og unge i Hellerup på søndag

Samfund
Annette Houman

Af landets 19 hospicer er ingen målrettet børn og unge. Men det ændres der på, når den røde snor klippes over til landets første børnehospice, Lukashuset, søndag den 25. oktober.

B
ørn og unge med kræft, neurologiske sygdomme, lunge/hjertesygdomme og fødselsskader vil kunne indlægges på det nye børnehospice, der ligger ved Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.

Sankt Lukas Stiftelsen finansierer tilbuddet af egne og indsamlede midler, men håber på politisk velvilje til, at alvorligt syge børn får samme muligheder for offentligt finansieret tilbud, som voksne har i dag.

“Sankt Lukas Stiftelsen åbnede i 1992 Danmarks første hospice, og i dag er der 19 fordelt over hele landet. Men der har manglet et tilbud for livstruende syge børn og unge. Det gør vi nu noget ved. Vi åbner en lille enhed og gør det for egen regning. Men vi håber, at politikerne vil være enige i, at alvorligt syge børn bør have samme muligheder som voksne”, siger direktør Søren Bønløkke.
Lukashuset vil modtage børn ved livsafslutning og tilbyde aflastning og lindrende ophold i løbet af sygdomsperioden.
Åbningsarrangementet på søndag er kun for inviterede.
Alle andre er velkomne til at besøge Lukashuset torsdag den 29. oktober kl. 19. Læs mere om dette arrangement i Villabyerne på tirsdag den 27. oktober.