Par overfaldet af kvindens ekskæreste med baseballbat og kniv
Natten mellem tirsdag og onsdag klokken 01.22 blev en 39-årig kvinde og hendes 27-årige samlever fra Horsens udsat for et voldsomt overfald på parrets bopæl på Søndre Molgervej ved landsbyen Molger vest for Horsens.
Kvindens tidligere kæreste, en 50-årig mand fra Helsingør, opsøgte parret på deres bopæl, hvor han først overfaldt den 27-årige mand med et baseballbat.
Ifølge politiet fik den 27-årige mand 'slag i hovedet med en kølle', hvorefter han blev 'sat ud af kraft'.
Derefter angreb den 50-årige sin 39-årige ekskæreste med en kniv, hvorved kvinden erhvervede sig forsvarslæsioner på hænder og arme.
"Ifølge den 39-årige kvinde har den 50-årige ekskæreste været efter hende før, men han ladet hende i fred i nogle år, indtil han fandt hende igen i går," oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Den 27-årige blev sendt til undersøgelse på sygehuset, men hans tilstand er politiet ukendt.
"Vi har overfaldsmanden siddende her og behandler sagen lige nu," siger Peter Thaysen.