Tidligere stofmisbrugere får hjælp med ensomheden

“Ensomhed kan være et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned.”
Det er muligt, at ordene er sagt tilbage i 1800-tallet af forfatter Josh Billings, men det gør dem bestemt ikke mindre sande. Intet er så martrende for en sjæl som ufrivillig ensomhed, og derfor er der al mulig grund til både at anerkende og hylde det arbejde, som de lokale Opgangsvenner laver. Eller arbejde er i virkeligheden en forkert beskrivelse, for det handler om næstekærlighed. Om at ville gøre og være noget for andre. Uden at forvente noget igen. At det så i ni ud af ti tilfælde ender med et nært og omsorgsfuldt venskab, gør jo kun historien bedre.
Men lad os lige tage det fra begyndelsen. I sommeren 2013 søsatte Dagcenter for Misbrug, i samarbejde med Røde Kors, et helt nyt projekt, som de kaldte Opgangsvenner. Det eneste af sin slags i landet.
I al sin enkelhed går det ud på, at man i Esbjerg midtby har en anonym opgang, hvor unge tidligere stofmisbrugere bor i et bofællesskab og har mulighed for at få hjælp med daglige gøremål af praktisk karakter. Meget ofte har de tidligere misbrugere dog også et ønske og et behov for at tale om andet end kun det praktiske, fordi de oplever en enorm ensomhed, når de har været nødt til at sige farvel til ikke blot et misbrug, men også hele deres omgangskreds i kampen for at blive - og forblive - stoffri. Eller som den tidligere stofmisbruger Richard siger:
“Vi hører hele tiden om behandling, behandling og behandling. Men nogle gange har man bare brug for at høre om hverdagens trivialiteter over en kop kaffe.”

Kærlighed og konsekvens

Netop kaffe er der på kanden denne formiddag, hvor Richard, Bente, Finn, Esben, Linette og Ella har indvilget i at mødes med avisen og fortælle om projekt Opgangsvenner.
“Det giver enormt meget mening for mig at være opgangsven,” fortæller Finn, drejer på termokandens låg, hælder op og fortsætter:
“Jeg har altid fået at vide, at jeg var rimelig god til unge mennesker. Samtidig følte jeg, at jeg havde både tid og overskud i min hverdag, og da jeg læste om projektet i netop Lokalavisen for to år siden, så synes jeg, at det lød som noget for mig,” siger Finn, der blev matchet, som det hedder, med en tidligere stofmisbruger efter kort tid.
“Selvfølgelig har vi talt om hans tidligere misbrug, det er helt naturligt. Men det har aldrig været det, der har fyldt mest i vores venskab. Vi snakker om alt muligt og laver ting sammen, og jeg skal ikke komme med en moralprædiken. Men jeg nævner da for ham, at nu hvor han er stoffri, så har han en masse gode ting kørende for sig. Det skal han sætte pris på. Omvendt skal man, eller det mener jeg i hvert fald, være konsekvent og fortælle tydeligt, at falder han i, så er det slut. Jeg vil gerne vente, til han eventuel er stoffri igen og så genoptage venskabet, men det er ikke mig, der hjælper ham ud af det, hvis han skulle falde i,” fortæller Finn.

Forsøge at skabe tryghed

Den holdning er den rigtige, fortæller Linette Johansen, der er aktivitetsleder på projektet og med til at matche folk.
“Det er slet ikke opgaven som Opgangsven. Det er der professionelle, der tager sig af. Som frivillig Opgangsven skal man have et ønske om at ville hjælpe et andet menneske, der har brug for støtte efter en hård kamp for at være blevet stoffri. Man skal kunne lytte, samtale samt vise omsorg og nærvær,” siger Linette, mens næstformand i Røde Kors Esbjerg Ella Hedegaard nikker og siger:
“Tidligere misbrugere kan ofte have svært ved helt at finde ud af, hvordan man begår sig i sociale relationer, fordi de i så mange år har levet en ensom og utryg tilværelse. Målet er, at vi som Opgangsvenner kan være med til udvikle de kompetencer, langsomt udvide deres netværk og skabe en tryghed hos dem, så de igen har mod på at færdes blandt 'almindelige' mennesker.”

Kortspil og museum

Èn af de personer, som virkelig har været glad for projektet, er Richard. Han har tidligere boet i opgangen, men har nu fået sin egen lejlighed.
“Jeg var nødt til at cutte alt, hvad der hed gamle bekendtskaber, da jeg kvittede stofferne. Det var en hård kamp at blive stoffri, men det var altså også hårdt at miste den omgangskreds, man nu trods alt havde,” siger han, holder en talepause og fortsætter så:
“Derfor er det også bare så dejligt, når man har nogle at mødes og snakke med. Nogle, som er et helt andet sted i livet,” siger Richard og sender et kærligt blik til sin Opgangsven Bente, der kvitterer med et smil:
“Nogle gange tænker jeg på, om Richard bliver træt af at høre om alle mine hverdagstrivialiteter. Men det tror jeg nu ikke,” griner hun og tilføjer:
“Man behøver heller ikke altid sidde og snakke. Vi tager også på Fiskeri- og Søfartsmuseet, i biografen eller spiller kort. Men meget af tiden går med at snakke sammen, for det er jeg rigtig god til,” sprutter Bente af grin, mens de andre rundt om bordet stemmer i.
“Men jeg kan godt sige dig, at det giver bare så meget for mig personligt at være opgangsven. Jeg havde masser af fordomme, inden jeg gik ind i det her, og jeg tænkte da også mit den første gang, hvor jeg skulle mødes med Richard. Men de er jo mennesker som alle andre. Livet er bare gået skævt på et tidspunkt. Og det er vigtigt at sige, at alle i det her projekt er helt stoffri. Jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel her,” siger hun og bliver elegant afbrudt af Finn:
“Det er vist det, man kalder en win-win situation i dag. Jeg føler bestemt også, at det har givet - og giver - mig en hel masse personligt. Man udvikler sig og bliver mere åben på mange områder,” siger han.

Varme og et lyttende øre

Blandt de yngste rundt om bordet denne formiddag er Esben, der også er tidligere misbruger. En turbulent tilværelse, som har betydet, at han har boet og fået hjælp i den anonyme opgang i over et halvt år. Men nu er han godt på vej ud i den “virkelige verden” igen og får i denne måned sin egen lejlighed:
“Som misbruger er det, man mangler mest struktur i sin hverdag. Det får man hjælp til i Opgangen. Men dernæst mangler man at føle sig hørt, set og forstået, og der er en Opgangsven en kæmpe støtte. Marianne, min ven, har en livserfaring, som jeg ikke har, og som kan hjælpe mig på mange måder. Samtidig giver det mig også lidt af den stabilitet og tryghed, som jeg har savnet,” siger Esben, der blandt andet maler sammen med Marianne.
“Men ellers er hun, ligesom de andre Opgangsvenner, et lyttende øre. En ven, der viser varme. En ven, der viser, at hun har tid til mig. Tid til at høre på mig. I vores situation betyder det langt mere, end man måske lige tror...”