To brassbands fra Favrskov til DM
Hinnerup Gardens blæsere og DaCapo Brass Band skal i konkurrence i Aarhus
Den kommende weekend er der mulighed for at opleve Danmarks bedste brass bands, som deltager ved DM i Musikhuset i Aarhus.
Fra Favrskov deltager hele to bands: Hinnerup Gardens brass band samt DaCapo Brass Band fra Hammel.
"Hinnerup Gardens brass band deltog for første gang sidste år og blev vinder af 3. division. Derfor stiller vi denne gang op i 2. division," fortæller garderleder Stine Friis.
"De øvrige orkestre i divisionen er primært bands med voksne og erfarne musikere. Derfor er vi lidt spændte på, om vi kan hamle op med dem. Men vi vil selvfølgelig spille så godt, vi kan. Så må vi se, hvor langt det rækker".
Hinnerup Garden er under ledelse af deres faste dirigent Anne Mette Hansen, som også stod i spidsen da de i sommers blev Danmarksmestre for garderkorps.
DaCapo er med
DaCapo Brass Band fra Hammel har de sidste to gange deltaget i koncertkategorien.
"På generalforsamlingen i februar blev vi enige om at prøve, om vores fremførelser kan bære i 3. Division. De to numre er blevet øvet og tilrettet meget grundigt," siger formand i DaCapo Kaj Orla Jensen.
Hammel-bandet er under ledelse af deres faste dirigent Peter Deichgräber.
Hinnerup Garden er på scenen i Musikhuset i Aarhus lørdag 7. november kl 10.30. DaCapo Brass Band træder op kl 14.45.
Dansk Amatør-Orkesterforbund står bag arrangementet.