Fortsæt til indhold

Katastrofeøvelse i Østjylland

500 deltagere fra 30 forskellige myndigheder og organisationer øver beredskab 11.-12. november

Samfund
Arkiv

Danmark bliver ramt af en planlagt katastrofe 11.-12. november.
Det sker under den nationale krisestyringsøvelse 'KRISØV 2015', hvor Østjylland bliver det geografiske omdrejningspunkt.


En kollision mellem et atomdrevet skib og et stort fragtskib i Kattegat bliver startskuddet på en kæde af begivenheder, som skaber problemer for hele samfundet.

Øvelsen omfatter over 500 deltagere fra flere end 30 forskellige myndigheder og organisationer, hvilket gør øvelsen til den største af sin art i Danmark.
Sammen med blandt andre Beredskabsstyrelsen, mediehuse, ministerier og udenlandske ambassader skal Østjyllands Politi teste og træne det tværgående samarbejde under ekstraordinære hændelser.

”Skrivebordskatastrofen” vil få et omfang, hvor det bliver nødvendigt at aktivere alle niveauer af krisestyringssystemet i Danmark med det overordnede formål at træne evnen til at håndtere konsekvenserne af en atomulykke.
Der er dog kun tale om en ”katastrofe”, som vil udspille sig på papiret, og man må derfor kigge langt efter hændelsen ude i virkeligheden.

Østjylland som omdrejningspunkt

Østjyllands politikreds er udvalgt som øvelseskreds, og sammen med de andre involverede myndigheder og organisationer bliver opgaven at begrænse omfanget af en mulig atomkatastrofe, som over de to dage vil udvikle sig i et omfang, som kun øvelsescheferne fra Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen kender til.

"Vi ser frem til at deltage, fordi det er vigtigt, at vores krisestyring fungerer effektivt, og hver enkelt af os er fortrolig med ansvar, opgaver og rolle. Det er KRISØV 2015 en rigtig god mulighed for at teste," siger politidirektør i Østjyllands Politi, Helle Kyndesen, i en pressemeddelelse.

Tilbagevendende katastrofe

KRISØV 2015 organiseres og afholdes i et samarbejde mellem Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen.
Det er en tilbagevendende krisestyringsøvelse, der hvert andet år øver centrale aktørers evne til at opretholde og videreføre samfundskritiske funktioner i en situation, hvor disse funktioner trues, svækkes, afbrydes eller ødelægges.