Uheldene sker især på Ringvejen
Kommunens oplyser, at man har fokus på at nedbringe bilisternes hastighed
En generel nedbringelse af trafikanternes hastighed på vejene i Aarhus er et fokusområde ikke kun for politiet men også for kommunen.
I Center for Byudvikling og Mobilitet bliver der løbende holdt øje med for hurtigt bilerne kører og hvor der sker uheld.
Sidste år var der 139 færdselsuheld med personskade i kommunen. Fem blev dræbt i trafikken.
I 2011 var 167 tilskadekomne og 11 blev dræbt.
“Vi er på vej i den rigtige retning. Antallet af trafikdræbte og svært tilskadekomne har været faldende i mange år og virker nu til at være stagnerende,” forklarer Pablo Celis, der er projektleder i Center for Byudvikling og Mobilitet.
Vejret har meget at sige. For et kraftigt snevejr betyder at bilister sætter farten ned. Jo mere sne, des færre rigtigt alvorlige uheld.
“Hvis der er sne, så kører folk generelt meget pænere. Der sker en del flere mindre uheld med materiel skade, men færre uheld med personskade,” forklarer Pablo Celis.
Hastigheden spiller en stor rolle for alvorlig ulykken bliver.
“Om man kører ind i et træ eller ind i en modkørende, så vil hastigheden afgøre, om man overlever eller ej,” siger projektlederen.
Og derfor er hastigheden også et vigtigt indsatsområde for kommunens arbejde.
Bliver der generelt kørt for stærk i Aarhus Kommune?
“Ja, det gør der. Rigtig mange steder. Vi skiller os ikke negativt ud i forhold til andre kommuner, men det er et problem,” siger Pablo Celis.
Fokus på ringveje
Et særligt indsatsområde for kommunen er ringgaden og ringvejen.
“Her har vi den største koncentration af ulykker og den største koncentration af trafikanter. Kombinationen af at folk kører for stærkt og ikke respekterer, at lyssignalet skifter, skaber farlige situationer. Ofte er en for stor fart grund til, at bilisterne bliver i tvivl om, hvorvidt de kan nå at bremse,“ siger Pablo Celis.
Han glæder sig over, at politiets har øget fokus på at kontrollere bilisternes hastighed.
“Det er noget af det, vi ved, virker. Kampagner kombineret med fartkontrol. Udover de fysiske foranstaltninger, vi kan lave i form af bump, chikaner og indsnævringer. Men på ringvejen og ringgaden kan vi ikke bruge de fysiske foranstaltninger, der har vi kun kampagner og kontrol,” siger Pablo Celis.
Ikke kun hastighed tæller
Den nationale Færdselssikkerhedskommission har et mål om maksimum 120 dræbte i den danske trafik i 2020.
Ifølge Østjyllands politi findes der ikke et specifikt mål for deres politikreds.
“I Aarhus er vi ikke så plaget af mange trafikdræbte, som man er i andre politikredse,” siger Michael Henningsen, der er vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi.
Han oplyser, at hvis man går 40 år tilbage, så lå antallet af trafikdrab væsentligt højere.
“I 1971 var der over 1200 trafikdræbte. I dag er man nede på under 200 trafikdræbte om året og samtidig er trafikmængden steget eksplosivt,“ siger han og tilføjer, at det reducerede antal dræbte ikke kun skyldes politiets hastighedsmålinger.
“Der er selvfølgelig mange ting, der spiller ind. Sikkerheden i bilerne, bedre vejforhold, kampagner og et højere bødeniveau. Det har været én stor succeshistorie. Men vi kan komme endnu længere ned,” siger Michael Henningsen.