Fortsæt til indhold

Kulturhotellet i nyt format indvies 10. december

Hovednetreprenøren har lovet, at Kulturhotellets sidefløj med tilbehør står klar i begyndelsen af julemåneden, fortæller Kulturskoleleder Christen Frost

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Røndes kulturelle vartegn, Kulturhotellet i nyt format, indvies torsdag 10. december.
"Det har først været snak om den 17. december, men nu er der enighed om, at vi holder officiel indvielse 10. december," siger leder af Kulturskolen Syddjurs, Christen Frost.
Kulturhotellet nye sidefløj med ny teatersal, foyer- og caféområde, og en lille sal på 1. etage begynder at tage form både ude og inde, selv om der venter håndværkerne hårdt arbejde den sidste måned, inden snoren kan klippes.
"Vi glæder os som små børn," siger Christen Frost, der forventer, at den første uge af marts 2016 bliver en uge med et sandt overflødighedshorn af kulturelle aktiviteter, hvor Kulturhotellets nye muligheder bliver udnyttet og testet for alvor første gang med for kunstnere og publikum.
Byrådet har bevilget godt 11 mio. kroner til ombygningen og sammen med en 1,4 mio. kroner stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har det sikret, at byggeri og ombygning kan fuldføres til noget nær perfektion.
Til gengæld har der ikke været tænkt på nyt inventar i budgettet, og derfor arbejdes der nu hårdt på at skaffe fondsmidler til nyt møblement og de ting, som et moderne kulturhus anno 2015 skal indeholde i form af lys og lyd og andre tekniske hjælpemidler.