Fortsæt til indhold

Ingen fødselsforberedelser og hjemmebesøg resten af året

Landets største fødeafdeling på Hvidovre Hospital aflyser fødselsforberedelse og hjemmebesøg 2015 ud på grund af langtidssygemeldinger blandt jordemødrene

Samfund
Jacob Nielsen

Jordemødrene på Hvidovre Hospital er så pressede på grund af langtidssygemeldinger, at det nu får en uheldig konsekvens for vordene mødre.
Hospitalet må prioritere i den hjælp de gravide får før og efter fødslen og det betyder, at alle fødselsforberedelser og hjemmebesøg suspenderes resten af året. Det skriver P4 København.
"Det er meningen, at de skal være i gode hænder, når de føder, og vi har på den måde været nødt til at gå ind og prioritere, hvad der er vigtigst lige nu, siger chefjordemoder Marianne Skovby Rasmusson fra fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Hun siger samtidig, at hun er ærgerlig over, at man har været nødt til at lukke ned for forberedelserne.
"Jeg vil gerne understrege, at det er en ekstraordinær og midlertidig situation, og at vi gør alt for at være klar med vores sædvanlige tilbud igen fra årsskiftet," siger hun til Lokalavisen.dk.
Indtil da gælder følgende:
"Som tingene ser ud nu, er der ikke mulighed for at gravide, der er tilknyttet Hvidovre Hospital, kan benytte tilbud om fødselsforberedelse på andre hospitaler. I stedet for hjemmebesøg bliver man som ambulant fødende tilbudt et besøg på Hvidovre Hospital 2-3 dage efter fødslen. Her bliver man tilbudt en samtale om, hvordan det går med blandt andet amningen. Barnet vil derudover få taget hælblodprøve (PKU) og få foretaget hørescreening samme dag om muligt."
Hospitalet oplyser, at det er omkring 400 gravide, som må undvære fødselsforberedelserne og cirka 170 nybagte mødre, som ikke får hjemmebesøg som planlagt før januar. Rådet til højgravide, som står overfor at skulle føde, er som følger fra chefjordemoderen:
"Vi må opfordre de gravide til at benytte sig af andre tilbud f.eks. i privat eller kommunalt regi."