Indbruds-bølge i Hedensted i weekenden
Stenderup Skole i Stenderup var endnu engang udsat for indbrud natten til lørdag klokken 03.08, hvor der gik en alarm. Der blev opbrudt et vindue til skolens kontor, men der var umiddelbart ikke stjålet noget fra skolen i denne omgang.
Fredag mellem klokken 07.00 og 20.40 brød tyve et vindue op til en villa på Museumsvej i Glud. Huset er blevet gennemrodet, men ifølge Horsens Lokalpoliti, er der ikke blevet stjålet noget.
Fra en villa på Stevnsvej i Vrigsted ved Stouby blev der i tidsrummet fredag klokken 17.00 til fredag klokken 22.55 stjålet en Playstation med spil, smykker og penge. Her havde indbrudstyvene opbrudt en vindue til boligen.
Børne- og Familiehjemmet på Bakkevej i Hornsyld havde besøg af ubudne gæster i tidsrummet fredag klokken 22.30 - lørdag klokken 9.00. På bagsiden af bygningen var der blevet knust en rude, hvorefter gerningspersonerne havde stjålet et pengeskab. Pengeskabet blev senere fundet på legepladsen, hvorfor indbrudstyvene ikke fik noget udbytte af indbruddet.
I Juelsminde gik det ud over to villaer på Barrit Skovvej. Det første skete mellem fredag klokken 19.00 og lørdag klokken 19.00. Gerningspersonerne tvang sig adgang til boligen ved at bryde et vindue op. Bagefter forsøgte tyvene at bryde et våbenskab op, men forgæves.
Det andet indbrud skete mellem lørdag klokken 9.00 og søndag klokken 15.30. Her havde indbrudstyvene også brudt et vindue op. Herfra blev der stjålet lidt Euro.
Lørdag mellem klokken 12.00 og 15.55 gik det ud over en villa på Bottrupvej i Bottrup mellem Horsens og Hedensted. Her blev der aflistet en fyldning til en hovedør. Der blev ikke stjålet noget fra boligen.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.