Weekendens indbrud i Horsens
Indbrudstyvene i Horsens holder hverken sommer- eller vinterferie. I hvert fald var der igen en stribe indbrud i Horsens og omegn i løbet af weekenden.
Mellem torsdag klokken 15.00 og fredag klokken 15.00 gik det ud over en villa i Baldersgade i Horsens. Her havde indbrudstyvene brudt et vindue op, hvorefter de havde stjålet et spejlreflekskamera, nogle Kay Bojesen figurer og nogle smykker.
En villa på Bodøvej i Horsens havde besøg af ubudne gæster mellem torsdag og fredag. Her blev rude til en alu-port pillet ud.
"Der var afsat sorte fingre på nogle spånplader, men umiddelbart var der ikke stjålet noget," fortæller Martin Husted fra Horsens Lokalpoliti.
I en villa på Marielystvej mellem Tvingstrup og Serridslev gik der fredag klokken 11.12 gik en alarm, da der blev knust en rude. Her var gerningspersonerne rundt i huset og havde rodet skuffer og skabe igennem. Umiddelbart var der ikke stjålet noget fra boligen.
Lørdag mellem klokken 9.00 og søndag klokken 13.45 var der endnu et indbrud. Denne gang i en villa på Koralvej i Horsens. Her fik indbrudstyvene adgang til boligen ved at bryde et vindue op. Horsens Lokalpoliti oplyser, at der blev stjålet smykker fra villaen.