Kaffe- og juicebar skal give liv til Egedal Station
Duften af friskbrygget kaffe ramte fra morgenstunden de rejsende ved Egedal Station.
Mandag morgen var nemlig første åbningsdag for Coffee & Juice - en lille mobil salgsvogn - som fremover vil bringe liv til torvet mellem Egedal Station og Egedal Rådhus. Kvinden bag er 35-årige Yvonne Hirsch fra Ølstykke.
"Jeg fik faktisk allerede ideen til en mobil kaffevogn, da jeg kom hertil landet for 13 år siden. Men det er først nu, at jeg får den realiseret," siger Yvonne, som oprindeligt er fra Tyskland. Hun har brugt det seneste års tid på at skaffe de rette tilladelser og få specialbygget salgsvognen, som stod klar på torvet mandag morgen klokken 06.30. Og der var masser af positive tilbagemeldinger fra de forbipasserende på den første dag.
"Jeg har allerede her til morgen haft flere forbi, som både er glade og overraskede over, at der nu endelig sker noget her i området ved stationen, og der var ligefrem en kunde, som sagde, at hende største drøm var gået i opfyldelse. Det var rigtig dejligt," siger Yvonne Hirsch, som også fik besøg af borgmester Willy Eliasen, der lagde vejen forbi kaffe- og juicevognen for at byde Egedals nye kaffe-bar velkommen.
Coffee & Juice tilbyder specialbrygget kaffe, juice, morgenbrød, müslibarer m.m. alle hverdage fra klokken 06.30 til midt på eftermiddagen.