Tættere på tilgivelse

Forleden dag gik det op for mig, hvad meningen egentlig er med tilgivelse. Altså selve ordene, “at forstå er at tilgive og at tilgive er at forstå”. Ikke bare hvad sætningen i sig selv betyder, men meningen bag. Den dybe mening. ...
Ja, det tog mig lidt tid, men hvad pokker.
Når man rigtig forstår hvorfor, en person har handlet, som de har. Så er det muligt at tilgive.
Sidst jeg havde svært ved at tilgive noget, var det simpelthen også fordi, jeg ikke KUNNE forstå det. Jeg fattede det ikke.
Som i ude af stand til at føle nogen som helst mening med personens handlemåde. Derfor er det gået op for mig, at selve den handling at forstå, ganske enkelt rummer tilgivelse. Som i at der kan være vand i en spand. For nu at simplificere tingene. Som at rumme noget. Men det er ikke nemt. Hverken at forstå eller at tilgive.
Mange gange kan man forstå og tilgive med det samme. Som regel tager det tid. Måske har du også en gang hvæset ordene: “Det tilgiver jeg dig aldrig.” Men det kan man faktisk godt komme til, selv om der måske går så lang tid som 15 år.
Måske handler tilgivelse dybest set om at få fred med sig selv. Tilgivelse som en nøgle til at kunne komme videre i livet uden nag, mistro, vrede og sorg.
Følelser, der gør dig konstant ulykkelig, men som også kan gå hen og give depression og sygdom. Når du tilgiver din partner, gør du det måske først og fremmest for din egen skyld.
Så måske foregår det mest i dig selv. Og måske er det derfor, det kan tage lidt tid. Fordi du faktisk skal både forstå dig selv samt den, der har såret dig. Og tilgive.
Det bliver vist lidt langhåret, det her. Måske er det derfor, at tilgivelse er et af kardinalpunkterne i mange religioner. Og at begrebet har været undrelagt heftige undersøgelser af filosoffer. Tilgiv mig, men jeg tror, jeg er nødt til at tænke mere over begrebet tilgivelse.
For tilgivelse er komplekst. Jeg har selvfølgelig ikke alle svarene.
Jeg har heller ikke regnet meningen med livet ud endnu, men jeg håber at nå det, inden jeg dør. Ellers må nogen tilgive mig.

Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør