Nærhed på sygeplejeklinikken
Borgere visiteres til mindre behandlinger på sygeplejeklinikken
På sygeplejeklinikken i Grenaa kan borgere efter visitation få hjælp til mindre behandlinger som blandt andet sårbehandling og medicinadministration
Det gælder for eksempel 71-årige Poul Ibsen Hansen, der ind imellem behandles for et sår på skinnebenet, han fik i 1969. Såret springer op, og nogle gange er han nødt til at få hjælp til det.
”Den største fordel ved at komme her er helt klart, at jeg ikke skal sidde derhjemme en hel formiddag og vente på hjemmesygeplejersken.”
I øjeblikket kommer han på sygeplejeklinikken hver 2-3. dag for at få såret kigget efter og få lagt en ny forbinding.
Sparer ture til Randers og Aarhus
Stedets brug af telemedicin har desuden sparet ham for flere ture til Randers eller Aarhus. Sygeplejeklinikken tager et billede af såret og sender det til sårklinikken i Randers, hvorefter man herfra ordinerer en behandling.
Også Jens Daugaard på 64 år er glad for at slippe for ventetiden i hjemmet. For tiden kommer han næsten dagligt på klinikken for at få tilset et operationssår, der er sprunget op.
”En stor fordel er også, at det næsten altid er den samme sygeplejerske, jeg bliver tilset af her, så hun kender såret og mig rigtig godt efterhånden.”
Kræver visitation
Sygeplejeklinikken arbejder primært med sårpleje. Men den kan også varetage opgaver indenfor medicinadministration, injektioner, stomipleje, kateterpleje og lignende.
Klinikken er en del af hjemmesygeplejens tilbud til borgerne i Norddjurs, og man skal derfor være visiteret for at kunne benytte sig af tilbuddet. Borgerne skal selv møde op.
Kommunen har sygeplejeklinikker i Grenaa, Auning og Glesborg.