Fortsæt til indhold

Nu flytter hun igen sammen med sin mand gennem 58 år

Henni og Otto Nielsen skal snart flytte sammen - igen. De flytter nemlig i egen bolig i en alder af 79 og 78 år.

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Midt i november sker der noget helt særligt i Henni og Otto Nielsens liv.
De skal nemlig flytte sammen. Man kan faktisk sige, at de skal flytte tilbage til en fælles fremtid. Tilbage til den fælles fremtid, der blev sat alvorligt på pause, da den dengang 77-årige Henni Nielsen den 13. oktober 2013 faldt om og fik hjertestop i Henni og Ottos fælles hjem i Felsted.
“Jeg døde den dag. Det er derfor, jeg har fået blomster. De er for at fejre, at jeg lige er blevet to år,” lyder det med et kæmpesmil fra Henni, mens hun glad peger på den fine buket blomster, der pynter på hendes stuebord på Bovrup Plejehjem.

Hård kamp tilbage

Ved siden af i sofaen sidder Otto. Han døde også lidt den dag i oktober 2013. Ikke i bogstavelig forstand, men den dag mistede han sit fælles hjem med sin kone gennem 56 år.
“De fik jo liv i hende, men hun kunne jo ingenting. Det har været en lang og sej vej at komme hertil, hvor vi er nu,” fortæller Otto Nielsen, og fortsætter:
“Men jeg har da fået en anden Henni nu. Hun var noget mere stille før, hvis jeg må sige det sådan. Nu har hun sørme fået selvtilliden i orden”.
Henni Nielsen har kæmpet en hård kamp for at komme tilbage til livet, og både hun og Otto er glade for den indsats, som personalet på Bovrup Plejehjem har ydet i forløbet. Henni og Otto har ikke kunnet bo sammen på plejehjemmet, da Otto jo fortsat er frisk, så han har været med på sidelinien fra sin ældrebolig, der ligger lige ved siden af Bovrup Plejehjem. Så han har gået i pendulfart til og fra Hennis plejehjemsbolig. Men midt i november er den trafik slut. Da flytter Henni og Otto igen sammen i et hus i Felsted, som de lejer af deres barnebarn.
“Det er faktisk bare lidt længere henne af den samme vej, hvor vi boede før. Det bliver så dejligt. Henni er blevet alt for frisk til at blive her på plejehjemmet. Nu skal vi tilbage sammen og være en del af samfundet igen,” lyder det tilfredst fra Otto.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun regner med igen at kunne holde Otto ud 24 timer i døgnet, lyder det skælmsk fra Henni:
“Mjooo, det går vel nok”, men fortsættelsen kommer prompte:
“Jo, jo da. Jeg er jo glad ved ham. Vi har jo været gift i 58 år, så der er jo ikke mange overraskelser. Så det bliver dejligt”.

Fantastisk historie om Henni Nielsen som bogstavelig talt er vendt tilbage til livet.

Posted by Lokalavisen.dk on%26nbsp;28. oktober 2015