'Vil du slå ihjel eller blive slået ihjel'?

Naser er tørstig og søsyg. Der er gået 36 timer. 36 timer med stærk sol uden mad eller drikke. 36 timer på en båd, der er så tætpakket, at to allerede er blevet kvalt ihjel.

Da han vågner fra sin døs, er båden sejlet den forkerte vej, og de er løbet tør for brændstof ude midt på havet. Panikken breder sig, og folk begynder at skrige.

Dette minde forfølger 21-årige Naser hver eneste dag. Han er måske selv sluppet væk fra Syriens krig, men hans kamp er langtfra overstået. Efter halvandet år i Danmark befinder størstedelen af hans familie sig stadig i Libanon, og han er plaget af konstant uro og bekymring for, om de nogensinde bliver genforenet.

Vi møder ham en mandag aften i Netværkshuset i Vangede, hvor flygtninge har mulighed for dagligt at samles for blandt andet at tale med hinanden eller de frivillige, lave mad, få hjælp til lektier, til at skrive et CV eller til at lære dansk.

Der hygges i køkkenet, børnene leger, og folk snakker livligt på gangene. Vi sætter os i et afsides rum sammen med Naser og hans bedste veninde Hadeel, der snakker bedre engelsk end ham.

En god barndom

Naser er palæstinenser, men han voksede op i Syrien. Under sin opvækst i Al Yarmouk Camp i Damaskus kunne Naser rende rundt uden bekymringer. Han husker sin ungdom som meget let.

Da han som 16-årig blev færdig med skolen, arbejdede han med sin far i hans butik. Efter arbejde tog han hjem, tog et bad og hang ud med sine venner på caféer, hvor de ofte snakkede til klokken 2 om natten.

De spillede fodbold og computerspil hver eneste dag, og han kunne altid snakke med sine forældre og venner. De var altid omkring ham. Nu er hans mor, far og yngste lillebror i Libanon. Mange af hans venner er i Holland, Frankrig eller Sverige. Nogle af dem er døde, og han ved ikke engang hvorfor eller hvordan.

Det umulige valg

Nasers flugt begyndte i 2012. Han var 17 år gammel, og på grund af uroligheder i hans hjemby ville staten have ham til at slutte sig til hæren.

Naser afslog, og hans far spurgte ham “Vil du slå ihjel eller blive slået ihjel?” Naser havde på ingen måde lyst til at tjene i hæren, og konklusionen blev så, at Naser og hans familie måtte flygte til Libanon. Og det var kun begyndelsen.

Naser og hans familie ankom til Libanon, men det var bestemt ikke et rart sted for dem at opholde sig. Hans visum tillod ham kun at være der som turist, men politiet så ham som terrorist på grund af hans palæstinensiske baggrund.

“Engang gik jeg på gaden og blev stoppet af politiet. De spurgte mig om mit visum, og jeg fortalte, at jeg ikke havde noget. De sendte mig i fængsel, og jeg skulle blive der i fire timer”, fortæller Naser.

“Min far betalte mig ud derfra. Min mor har et dårligt hjerte, og vi turde ikke fortælle hende noget af frygt for, at hun ville få et hjerteanfald, så min far fik mig ud af fængslet uden at sige det til hende. Da vi efterfølgende fortalte hende det, omfavnede hun mig grædende”.

Arbejdede illegalt

I løbet af de to år, Naser opholdt sig i Libanon, mistede han ofte håbet. Han havde intet arbejde og ingen opholdstilladelse, så han blev nødt til at arbejde illegalt for at tjene penge til mad og tag over hovedet.

Han fik forlænget sit turist-visum med tre måneder, og på den sidste dag inden det løb ud, flygtede han til Libyen med sin ældste lillebror og fætter, der havde forladt Syrien en måned forinden.

“Min fætter har ingen søskende. Han skulle derfor ikke i hæren, for hvis han døde, havde hans familie ingen til at tage sig af dem. Men han følte sig stadig truet og usikker i Syrien”.

Nasers fætter er nu i Sverige, hvor han har sin familie, men fra Libanon rejste han sammen med Naser og Nasers lillebror. Da de nåede Libyen, blev de ikke i mere end en dag, før de tog videre med en båd til Italien. På den lille båd var der omkring 850 mennesker i den bagende sol, uden mad og drikke.

Stank af bræk og afføring

Båden var inddelt i to etager. Naser, broren og fætteren havde betalt over 1.000 dollars hver for at komme med. De afrikanske flygtninge havde betalt 500 dollars, og derfor havnede de på den nederste etage, hvor sollyset ikke ramte, men hvor de stadig kunne mærke varmen.
“Det var ulækkert. Der stank af bræk og afføring, og to af de afrikanske passagerer omkom, fordi de blev kvalt”, fortæller Naser og søger efter et billede af en tilsvarende båd på sin mobiltelefon. Da han har fundet det, er der så mange mennesker på billedet, at man nærmest ikke engang kan få øje på selve båden.

“Det var en god båd. Andre sank efter blot to timer. Men så var der nogen, der styrede den forkerte vej, og vi løb tør for diesel ude midt på havet”.

Da båden ikke sejlede længere, begyndte folk at græde og skrige. Ligesom sin bror var Naser selv i chok, ude af stand til at sige eller gøre noget.

“I løbet af ti minutter så jeg hele mit liv for mig. Det var der, jeg gav op. Jeg indså, at hvis det er Guds mening, at man skal dø, så dør man”.

Ude midt på havet, blandt hundredvis af panikslagne, grædende kvinder, mænd og børn, begyndte Naser at smile. Hans bror spurgte ham, om det var nu, de skulle dø, mens hans fætter skreg af ham: “Hvorfor er du ikke bange? Hvorfor siger du ikke noget?”

Naser kunne ikke se, at der var mere at gøre. Men så var der nogen, der fik øje på en italiensk Røde Kors-båd.

“Vi fik lov til at komme ombord, men vi skulle selv svømme hen til båden”, siger Naser og forklarer, at de to både var på hver deres side af den libysk-italienske grænse, og at Røde Kors-båden ikke ville sejle ind i libysk farvand.

Træbåden blev derfor brækket i stykker, og dem, der ikke kunne svømme, blev skubbet afsted på brædderne. Kvinderne, børnene og de ældre kom op af vandet først. Naser ventede i vandet i tre timer og blev hevet ombord som den sidste.

“De fleste var helt panikslagne. Jeg kunne godt svømme, men jeg var bange på min brors og fætters vegne”.

Mødte gammel ven

Naser og de andre flygtninge blev flyttet fra Røde Kors-båden og over på en båd, der tilhørte den italienske hær. Soldaterne på båden skulle på en fem dages mission, og derfor blev Naser og de andre flygtninge nødt til at sejle med dem.

Da båden nåede land, tog gruppen videre til Milano. Fra Milano tog de videre til Berlin for 750 euro for tre personer. I Berlin mødte Naser, helt tilfældigt, sin gamle barndomsven fra Syrien på en café - en ven, han aldrig havde troet, at han ville møde igen.

“Jeg stolede ikke på nogen i Berlin, så det var et mirakel, at jeg mødte ham”, fortæller Naser. Naser fortalte sin ven om rejsen fra Syrien til Berlin, og hans ven endte med at hjælpe ham på en bus til København to dage efter. Nasers lillebror havde nemlig ikke lyst til at blive i Tyskland.

“Han havde læst, at Danmark er verdens lykkeligste land”, forklarer Naser med et smil på læben. “Han er jo min lillebror, så selvfølgelig kunne jeg ikke lade ham rejse alene”.

Naser er nu i Danmark med sin ældste lillebror på 17. Han føler sig tilpas her.

“Jeg føler mig fri og kan trække vejret her i Danmark, men jeg er nervøs for min familie”, siger Naser. Han bekymrer sig for dem hver eneste dag og ville ønske, at han kunne få dem bragt til Danmark, så de kunne være sammen.

Tænker på båden

Selv om Naser har det godt her i Danmark, kommer de ubehagelige minder fra flugten stadig tilbage til ham.

“Jeg tænker på episoden på båden hver aften, inden jeg går i seng. Børnene, der skreg, panikken, der spredte sig, og håbet, der gik tabt. Da jeg fortalte mine forældre om flugten, sagde jeg bare, at det var gået godt. Jeg ville ikke gøre dem urolige. Måske har de den samme rejse foran sig”.

Naser stopper op og tænker. Hans veninde Hadeel undskylder og siger, at han nogle gange har koncentrationsproblemer, fordi han tænker på sin familie.

Naser går nu på en ungdomsskole på Amager, der tager hensyn til unge med problemer som hans. Han føler sig dog tit utryg og har svært ved at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen, der vil ham noget ondt.

Mistroen og frygten sidder stadig dybt i ham. Udover at gå i skole på Amager studerer han dansk på en sprogskole i Hellerup, men han føler sig meget ung i forhold til de andre elever, som er 30-40 år.

“Dansk er et meget svært sprog at lære, og det gør det ikke lettere, at jeg føler, at mit læringsmiljø er dårligt”, fortæller Naser. Han griner lidt og tilføjer “Jeg føler mig som en baby blandt alle de andre”.

Savner sin familie

Naser følger med i medierne, hvor flygtninge ligger øverst på dagsordenen.

"Jeg kan sætte mig i deres situation, da jeg selv har oplevet det samme. Jeg mener ikke, at flygtninge udnytter velfærden. De fleste vil bare gerne være sammen med deres familier ligesom mig”.

Naser bor nu Ved Ungdomsboligerne ud til Lyngbyvejen. Hans mor, far og yngste lillebror sidder som nævnt stadig fast i Libanon. Selv om han har været her i over et år, er hans sag om familiesammenføring stadig ikke blevet behandlet.

“Jeg vil ikke have, at min lillebror skal vokse op i krig. Jeg har selv set folk blive skudt på gaden. Han er kun 11 år gammel og er allerede vant til at se pistoler og døende mennesker”.

Som den ældste i sin søskendeflok føler Naser, at det er hans ansvar at få sin familie ved sin side.

“Jeg kan ikke fortsætte med mit liv, før vi er sammen igen”, siger Naser. Han har umiddelbart ingen andre planer for fremtiden end at kæmpe for sin familie.

“Jeg har ikke plads til at drømme. Min eneste drøm er at se dem igen”.