“Mathias er jo stadig vores barn, selvom han er død”

"Jeg kommer aldrig til at kunne gå en tur med min søn i hånden. Men på min hånd kan folk se, at jeg har en søn," fortæller Martin Rønne.
Kommentaren knytter sig til den tatovering, han har på sit håndled. Her står 'Mathias for altid' samt de to datoer '8/7 - 9/8 2011'. Datoerne er sønnens fødselsdag og dødsdag blot en måned senere.
Tatoveringen er en af flere, som Martin Rønne fik efter Mathias" død. De er med til at holde mindet om Mathias i live for omverdenen, og det er vigtigt for både Martin Rønne og hans hustru Lisa Rønne-Kofoed. For selvom Mathias var et lille menneske, der kun fik kort tid at leve i, nåede han at sætte store og livsændrende spor hos sine forældre.
"I tiden lige efter man har mistet et barn, er alle ekstremt opmærksomme. Men så går der noget tid og spørgsmålene forstummer. Vi er stadig sindssygt stolte af Mathias, men vi kan ikke fortælle, at nu har han lært at cykle eller sagt noget sødt, selvom han er vores barn på lige fod med vores to døtre. For andre er Mathias det usynlige barn, og vi er bange for, at han bliver glemt. Derfor vil vi gerne fortælle hans historie. Det er den eneste måde, vi kan holde ham i live på," forklarer forældreparret fra Gl. Holte, som ønsker at sætte fokus på, hvordan det er at miste et barn.

Tæt på perfekt

Alt gik ellers lige efter planen. Vi er tilbage i 2010, og Lisa har netop afsluttet sin uddannelse og sikret sig fast job i Nationalbanken. Martin er ved at være vel etableret som selvstændig ejendomsmægler. Parret har udset sig huset i Gl. Holte, og nu mangler de bare børnene.
"Vi var nok et meget typisk Rudersdal-eksempel. Vi kan begge godt lide, at tingene er planlagt, og da karrieren, boligen og økonomien var på plads, var vi klar til at få børn. I dag kan jeg godt ønske, at vi var startet tidligere," fortæller Martin Rønne.
"Vi diskuterede allerede inden børnene var kommet, hvem der skulle hente fra institution, så det kunne passe ind i karrieren. Det var nærmest en kamp om, hvem der skulle tage sig af de her børn, som vi på et tidspunkt skulle have. Når jeg ser tilbage på de samtaler i dag, tænker jeg, det er løgn," tilføjer Lisa Rønne-Kofoed.

Glansbilledet krakelerer

Den praktiske udfordring viser sig at blive det mindste af parrets problemer. Med beslutningen om at få børn indleder parret en følelsesmæssig rutschetur, som ingen bør opleve.
Lisa bliver gravid. Men den umiddelbare lykke bliver forstyrret allerede omkring uge 9. Efter voldsomme smerter viser en scanning, at Lisa er gravid med tvillinger, men at det ene foster sidder uden for livmoderen. Hun bliver akut opereret og får fjernet fosteret samt den ene æggeleder. Det lykkes at skåne det andet foster, og Mathias vokser sig større og større. Indtil uge 22, hvor Lisa igen oplever gener og får konstateret en alvorlig form for svangerskabsforgiftning.
"På vej til hospitalet tænkte jeg 'svangerskabsforgiftning', det er der mange, der får, det skal nok gå. Men om aftenen får vi at vide af lægerne, at de ikke kan hjælpe os. De siger, at vores lille dreng vil dø," fortæller Martin.

En lille fighter

Ifølge lægerne skal Lisa helst hen omkring uge 25, før der vil være en chance for, at Mathias vil overleve. Parret kæmper og får overbevist lægerne om at trække tiden så længe som muligt.
Under nøje observation og blodprøver hver anden time døgnet rundt, lykkes det at nå hen til knap uge 25, før Lisas tilstand er så kritisk, at Mathias må fødes ved et akut kejsersnit.
Han vejer 510 gram.
"Det var sindssygt hårdt at se ham. Han var jo en sød lille dreng med arme, ben, små fingre, en fin næse, ører og øjenvipper," fortæller den tydelig berørte og stolte far.
Umiddelbart efter fødslen bliver Mathias døbt sammen med sin far, mormor og morfar. Lægerne regner ikke med, at han vil overleve.
"Vi fik at vide på forhånd, at han formentlig var for lille til at de kunne få en respirator i ham, og at Martin derfor bare skulle holde ham til han døde. Men han var en fighter og lidt større end forventet. Og så var situationen jo pludselig helt anderledes," fortæller Lisa, som på det tidspunkt endnu ikke var vågnet fra narkosen.

Håbet forsvinder

Herefter tager den følelsesmæssige rutschetur endnu et gear op. Mathias bevæger sig konstant mellem fremgang og kritisk tilstand. Han får blandt andet en lille hjerneblødning, og lungerne udvikler sig ikke.
"Vi håbede jo hele tiden på, at vi ville blive den gode historie i Ude & Hjemme. Og det gav håb at se billeder af alle de andre små skæbner, som havde klaret den på afdelingen," fortæller Martin.
Men efter en måned er der ikke mere at gøre, og parret må give slip på deres ønskebarn. Mathias bliver koblet af det medicinske udstyr, den øvrige familie bliver tilkaldt, og på brystet af sine forældre sover lille Mathias stille ind.
"Nu hvor vi endelig kunne få lov til at vise vores kærlighed, ligge med ham på brystet, nusse ham, kysse ham og se ham uden slanger, var det fordi, vi skulle sige farvel. Det var umenneskeligt," fortæller Lisa.

Mathias kommer hjem

En af de ting, som parret priser sig lykkelige for er, at de nåede at få Mathias præsenteret for sin øvrige familie.
"Det var vigtigt for os, at vi kunne delagtiggøre familien i, at Mathias havde levet. De skulle se hvilken lille, sej og hårdtkæmpende dreng han var, så de ikke gik rundt med forestillingen om, at han bare var et foster, som blev fjernet på hospitalet. Han var til stede, selvom det var kortvarigt, og vores pårørende skulle opleve, at der var et liv og en skæbne bag hospitalets vægge," fortæller Lisa og fortsætter:
"Det var også rigtig rart efterfølgende, at der var nogen, som kunne tale med om, hvad der var sket. Det bredte smerten lidt ud."
Det står helt klart for Lisa og Martin, at de vil have Mathias med hjem til huset i Gl. Holte den efterfølgende dag, som der er mulighed for, når man mister et spædbarn. Han skal se sit hjem, sit værelse og en bid af det liv, han skulle have haft.
"Han er jo stadig vores barn, selvom han er død. Vi kunne ikke forlige os med tanken om, at vi i det ene øjeblik havde siddet med vores varme, lille dreng til, at han så pludselig skulle køres ned i et kølerum. Det gav ikke mening for os. Vi ville følge ham hele vejen," fortæller Martin.
"Vi havde brug for at være så meget sammen med ham som overhovedet muligt, også for at få følelsen af at være den familie, vi skulle være, selvom det ikke blev i de rammer, vi havde håbet på," tilføjer Lisa.

Nyt livssyn

Efter Mathias blev begravet forsøgte parret hurtigt at blive gravide igen. Og præcis et år efter Mathias" fødsel kom lillesøster Freya til verden.
"Mathias var begravet men bestemt ikke glemt. Men jeg havde et stort behov for at finde et lyspunkt og noget at leve for," forklarer Lisa.
Efter Freya blev Malou født, og trods komplikationer i begge de efterfølgende graviditeter har parret aldrig været i tvivl om, at de ville have flere børn efter Mathias.
"Når først man har holdt sit barn i favnen og mærket den forældrefølelse, så er der ingen vej udenom," konstaterer Lisa.
"Vi gik fra at tænke på, hvordan børnene kunne passes ind i vores liv, til at vi slet ikke kan få børn nok. Hvis jeg kan klare at begrave min egen søn, så kan jeg klare alt. Det giver virkelig et nyt perspektiv på livet, og det betyder ikke så meget længere, om hus, bil og karriere er i orden. Bare min familie er sund og rask," tilføjer Martin.