Opera på det store lærred
Ørsted Biograf fortsætter sin fine tradition med at vise en række af de største operaer på biografens store lærred
Hele tre gange i vintermånederne kan man sætte sig til rette i biografstolene i Ørsted Bio og se opera på det store lærred. En tradition, som biografen stædigt vedligeholder.
Operaens kombination af musik og drama har altid tiltrukket en perlerække af de store filminstruktører.
Der indledes tirsdag 1. december med Wolfgang Amadeus Mozarts (1756-1791) opera Figaros Bryllup, som Mozart skrev i 1786. Et optændt drama med kærlighed, skinsyge, intriger, sågar mord og vidunderlig musik. Musikken spiller fra klokken 19.
Lørdag 16. januar 2016 gælder det La Bohème af Giacomo Puccini klokken 15.30, og lørdag 19. marts 2016 ruller La Traviata af Giuseppe Verdi over lærredet klokken 19.
Som ved tidligere operaforestillinger i biografen vil Inger-Lise Maarup, Kare, introducere de enkelte forestillinger. Inger-Lise Maarup er musikpædagog.
Billetpris for operaforestillingerne er 125 kroner og inkluderer et let traktement.