Fortsæt til indhold

Lufthavn - hvem vælter først?

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"?Aarhus Kommune kan som ventet ikke overholde den tidsfrist, der i juni 2015 blev aftalt mellem de fem ejerkommuner i Aarhus Lufthavn A/S.

Den lød på, at hovedaktionæren, Aarhus Kommune, inden nytår skulle få afklaret med transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V), om det er muligt at bygge en ny østjysk storlufthavn ved Thomasminde.

På et møde i sidste uge mellem ejerkommunerne måtte Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) beklagende fortælle til sine fire borgmesterkolleger, at han ikke kunne holde, hvad han lovede før sommerferien.
I?stedet har de fire mindretalsaktionærer: Favrskov, Randers, Norddjurs og Syddjurs nu bedt Aarhus Kommune om at melde en ny deadline ud med en besked om, at den skal være så skarp, at den holder denne gang.

Underforstået - de fire mindretalsaktionærer er langt om længe nået dertil, at de ikke længere vil være til grin og holde en økonomisk hånd under en lufthavn i Tirstrup, som storebror i Aarhus ikke tror har en fremtid.
Folketinget har gennem luftfartsloven § 55 og 56 bemyndiget transport- og bygningsministeren til - inden for visse rammer - at kunne tage stilling til spørgsmålet om at indrette og drive en flyveplads.

Ved bedømmelsen af, om ministeren kan give en tilladelse, lægges der blandt andet vægt på, om ansøgeren forventes at kunne opnå et EU?certifikat, gennemføre anlægsfasen og opretholde driften.
Ministeren har bedt Aarhus Kommune om at lave en række forundersøgelser og en samlet afrapportering for Thomasminde-projektet, før han vil tage stilling.

Det må formodes, at de fleste oplysninger kan pilles ud af den Grontmij-rapport, som Aarhus Kommune fik lavet forud for henvendelsen til ministeren.
Derfor er det ikke forundersøgelse og den endelige afrapportering til ministeren, der vil trække i langdrag.
Derimod venter der en styrkeprøve mellem en socialdemokratisk borgmester i Aarhus og en transport- og bygningsminister med Venstre-emblem i reverset.

Forvent nemlig ikke, at en Venstre-minister skal nyde noget af at være ham, der trækker tæppet væk under en Thomasminde-løsning. Denne opgave vil han med glæde overlade til S-borgmesteren i Aarhus. Scenen er nu sat til en politisk langgaber og et VS-magtspil."