"Vi er trætte af voksenkontrol"
Foreningen Hillerøds Kulturaktive Unge skaber arrangementer og vil give de unge mere indflydelse
De unge stemmer skal i højere grad høres i Hillerød.
Det mener en gruppe unge, som i november dannede en ny forening: Hillerøds Kulturaktive Unge.
"Vi er trætte af voksenkontrol, og vi vil gerne danne en forening, som er uafhængig af både kommunen og af politiske interesser," fortæller 16-årige Ieva Platniece, som er formand for foreningen.
Hun fik for et lille års tid siden ideen til at stifte foreningen og ringede en sen aften til 15-årige Silke Hejn, som hun kender fra arbejdet i blandt andet Danske Skoleelever og Fælleselevrådet i Hillerød. Silke var med på ideen og er nu næstformand i det, de kalder deres hjertebarn - Hillerøds Kulturaktive Unge.
Kulturen som omdrejningspunkt
Ieva og Silke er begge meget kulturinteresserede, fortæller de, og derfor besluttede de, at kulturen skulle være omdrejningspunkt i den nye forening. Samtidig har foreningens til formål at fremme det gode ungdomsliv gennem arrangementer.
"Kulturen rummer det hele - både politik, livsstil, normer og så videre. Alle har en kultur - en baggrund, der kommer fra, og når de mødes, sker der en masse," siger Ieva.
Ieva var sidste år med i arbejdsgruppen, der arrangerede årets Ungecamp, og hun var efterfølgende i skolepraktik hos kulturkonsulent Karin Juhl på Hillerød Rådhus. Der var hun med til at formulere en rapport til byrådet om ungecampen, og samtidig gik det op for hende, at de unges stemmer kunne lyde endnu kraftigere i kommunen.
"Vi vil vise blandt andre politikerne, hvor meget vi unge kan og vil," siger Silke, og Ieva supplerer:
"Vi vil gerne have indflydelse og spørges. Vi vil udtrykke vores holdning i læserbreve, som vi kan stå sammen om i stedet for at sidde alene med det. Mange unge tror, de voksne bestemmer, men vi kan også være med, og der er mange, som sidder med mange gode ideer, som ikke kommer frem".
Foreningens bestyrelse består af omkring otte unge, og de er i gang med at få hvervet flere medlemmer, unge mellem 13 og 25 år.
Musikarrangementer
Hillerøds Kulturaktive Unge har allerede skabt flere arrangementer. Blandt andet stod de i april i samarbejde med Hillerød Ungdomscenter bag en koncertrække på Torvet med 11 bands og sangere, og på Kulturnatten sørgede de for, at der var koncerter for unge på Posen.
De har også masser af ideer at arbejde videre med i fremtiden:
"Vi vil gerne lave en kunstudstilling med unges kunst - noget de selv har lavet og virkelig godt kan lide," fortæller Silke.
Foreningen har også været ude og søge tilskud til en skaterpark i forskellige fonde, indtil videre dog uden held. De vil gerne udvide skaterparken, som ligger ved FIF på Milnersvej, også gerne med en graffitivæg, hvor man lovligt kan kreere nye kunstværker.
De står også bag et kommende 'DIY' (do it yourself)-julearrangement, hvor unge kan lave deres egne julegaver.
Unge, der er interesserede i at være med i foreningen, kan kontakte foreningen på hku3400@gmail.com.