Papegøjen og Thoudal fik folk på lægterne til at synge
Ådalen sikrede sig endnu en sæson i Serie 3 med en 3-2 sejr over Nielstrup/Voldum IF i sidste spillerunde til stor glæde for Mr. Ådalen, den afgåede cheftræner Jan Espensen
Ådalens mangeårige cheftræner Jan Espensen var en lykkelig mand lørdag eftermiddag, da dommeren fløjtede opgøret på Voldum Stadion mellem Nielstrup/Voldum IF og Ådalen af.
Cheftræner Espensen så nemlig sit hold vinde med 3-2 (0-1) efter en god fight.
Sejren gjorde det unødvendigt at skele til andre resultater i Serie 3. 3-2 sejren var nok til at sikre Ådalen en ny sæson i rækken.
"Vi vandt på tyve gyldne minutter efter pausen," fortæller Jan Espensen.
"I pausen var vi bagud 1-0, og der skulle ske noget. Derfor tog jeg topscorer Kasper 'Lozz' Jensen og Jacob 'Kometen' Andersen ud," forklarer cheftræneren.
Ind kom i stedet Jonas 'Papegøjen' Vinther og Casper Thoudal, og netop de to trådte hurtigt i karakter.
Først røg Thoudal, der optrådte som en forelsket vårharehan på jagt efter en mage, til baglinjen, og hans indlæg skulle sprinteren Jonas 'Papegøjen' Vinther blot sætte indersiden på, før udligningen var en kendsgerning.
Frisparksmål af Thomas Høgh Mikkelsen
Lidt senere blev Thoudal fældet tæt på '16-meteren'.
Thomas Høgh Mikkelsen knaldede frisparksbolden i mål via træværket.
Da bagerste mand Søren V. Laursen fandt Frederik Sølvsten med en dybdebold, som denne nærmest kunne løbe i mål, stod der pludselig 3-1 på måltavlen.
Hjemmeholdets stjernespiller Max Højlund reducerede med godt et kvarter igen, men nærmere kom Nielstrup/Voldum IF ikke, og dermed kunne spillere, trænere og de 75-80 tilskuere fra Ådalsområdet, der havde indfundet sig på Voldum Stadion, juble over, at Ådalen havde klaret frisag i holdets første sæson i Serie 3 i nyere tid.
Hjemmeholdet var uden den kommende Ådalen-træner Lasse Dahl.
"Han valgte efter eget ønske at stå over for ikke at komme i en interessekonflikt," siger Jan Espensen.
Perfekt afsked
Jan Espensen kan nu med god samvittighed overgive trænerhvervet til Lasse Dahl og fra nytår koncentrere sig om at være menig tilskuer på lægterne.
"Det var dejligt at slutte ordentligt af og nu kan give tingene videre til Lasse Dahl, som spillerne ser frem til at få som træner. Mange af dem kender i forvejen Lasse særdeles godt, fordi han er lærer på Aadalsskolen," siger Jan Espensen.
Han fremhævede især to ting fra 'afskedskampen'.
1. 'Papegøjen' og Thoudals indhop. "De gav mig, hvad jeg ønskede mig af netop de to," siger Jan Espensen, der bemærkede, at den altid talende Jonas Vinther levede op til sit kælenavn, da sejrspilsnerne kom frem i omklædningskabinen efter kampen.
2. De mange tilskuere fra Ådalen. "Det er verdensklasse, at 75-80 mennesker tager sig tid til at køre til Voldum for at bakke os op en lørdag eftermiddag. Jeg blev meget stolt over at se dette fremmøde."
Titlen som 'man-of-the-math' blev delt mellem trænersønnen Mads Klinke Espensen og 'Maos søn' alias hardhitteren Kaare Brøgger Sørensen. 'Fighteren' gik til hele holdet med stort H.
Klar til mandehørm lørdag
Kommende lørdag mødes over 50 fodboldherrer til afslutningsfest i Ådalen. Damer har ingen adgang til denne omgang rene mandehørm.
Dagen begynder med en five-a-side-turnering, inden der vanker god mad og drikkelse ad libitum og uddeling af pokaler.
Den ny træner Lasse Dahl har meldt sin ankomst til five-a-side-turneringen.
Efter nytår sætter Lasse Dahl sig i cheftrænerstolen, mens Kaare Brøgger Søresen fortsætter som spillende assistenttræner.
Den gamle førsteholdsmålmand Kaj Sørensen fortsætter som holdleder for Serie 3. Jørgen Mikkelsen for Serie 5 og Thomas Knudsen for Serie 6.