Høj og lav med i historien om Møllerup Gods
Vilfred Friborg Hansen har lagt endnu en imponerende brik til fremstillingen af lokalområdets historie
”Jeg har altid følt, at jeg var halvvejs medejer af Møllerup, og sådan tror jeg, vi alle havde det i Bjødstrup. Man fik Møllerup ”under huden” fra barns ben af. Jeg kunne senere i livet være helt syg af længsel efter livet i Bjødstrup og omkring Møllerup.”
Det siger den 97-årige Anna Foged, som var stuepige på Møllerup fra maj til november 1937 og husker det ”som var det i går”.
I dag bor Anna Foged på Rønde Plejehjem, men var forleden med til reception i spisestuen på Møllerup Gods, da den nye bog om ”Møllerup - Fra Marsk Stig til i dag” blev præsenteret.
Bogens forfatter er som bekendt den tidligere Rønde og Syddjurs borgmester og historiker Vilfred Friborg Hansen, som efter at have sat historien om Kalø slot og gods på plads i et storværk for to år siden, nu har fortalt historien om en anden af lokalområdets helt store historiske og kulturhistoriske lokaliteter, Møllerup.
Sikken et otium, kan man vist roligt sige om årene, siden Vilfred Friborg Hansen i 2007 forlod borgmesterstolen og det politiske liv, og vendte tilbage til sit oprindelige fag, historien, og især hans store interesse, lokalsamfundets historie.
Kød og blod på historien
På bogens små 200 sider får Vilfred Friborg Hansen fortalt hele historien om Møllerup tilbage fra Marsk Stig, der blev dømt fredløs som kongemorder efter mordet på kong Erik Glipping i 1286, og på murene af hvis borg Møllerups nuværende hovedbygning fra 1681-82 er bygget, og helt frem til dagens multifunktionelle godsdrift med både land- og skovbrug, Verdensballet og familien Gamborgs deltagelse i TV-serien ”Godsejerne”.
Når man kan sige, at Vilfred Friborg Hansen fortæller hele historien om Møllerup Gods, så skyldes det, at fremstillingen ikke bare rummer herrefolkets historie, men også favner hele herregårdslivet lige fra forvaltere og inspektører til folkeholdet med kokke- og stuepiger og karle i stald, skov og mark.
Således er både høj og lav med i historien, og gennem interviews har Vilfred Friborg Hansen fået sat ”kød og blod” på historien, som det også antydes i Anna Fogeds ord om hendes tid på Møllerup for 78 år siden.
Læs mere om Vilfred Friborg Hansens bog "Møllerup - Fra Marsk Stig til i dag" i Adresseavisen tirsdag.
Bogen er udgivet af Boggalleriet i Rønde, koster 250 kr. og kan fås i boghandelen.