Næsten 30 arbejdspladser rykket ind i Hornslet
IT-virksomheden Refurb er rykket fra Tilst og videre til EL:CON s lokaler på Sortevej i Hornslet
?IT-virksomheden Refurb er rykket ind i den ene halvdel af El-Cons lokaler på Sortevej i Hornslet. Refurb har specialiseret sig i at opkøbe brugt IT-udstyr, opdatere computerne og give dem nyt liv og så sælge dem videre igen som genbrugt IT.
Sidste år omsatte virksomheden for 18 millioner kroner, og det tal ventes næsten fordoblet i år.
Den eksplosive vækst er årsag til, at virksomheden nu er rykket fra Grydhøjparken i Tilst til Hornslet, fortæller Refurbs direktør Ulrik Hjul Andersen.
“Vi rykkede til Tilst i 2013 og tænkte dengang, at vi var flyttet i fremtidssikrede lokaler, fordi der egentlig var alt for meget plads. Men det blev hurtigt for trangt var simpelthen for trangt, så nu rykker vi ind i noget der er fire gange så stort,” fortæller Ulrik Hjul Andersen.
30 ansatte ved årsskiftet
I 2011 talte Refurb tre ansatte - inklusiv direktøren. I dag er der 26 medarbejdere, og Refurb forventer at runde 30 medarbejdere ved årsskiftet.
“Vi har al mulig grund til at tro på, at vores positive vækstkurve fortsætter. Markedet for genbrugt IT er stadig nyt i Danmark og i takt med at flere og flere får øjnene op for, at de på én gang kan spare penge i forhold til at købe nyt og samtidigt gøre noget bæredygtigt, der er godt for miljøet, så vokser vores markedsandele støt, siger Ulrik Hjul Andersen, hvis kundekartotek rummer både offentlige institutioner som eksempelvis Folketinget, små og store virksomheder som F5 Networking og Whiteaway samt private.
Refurb køber primært high end-computere, smartphones og tablets i større partier hos virksomheder, der skifter hele maskinparken eller dele af den ud efter en afskrivningsperiode.
Når computerne ankommer til Refurb bliver de først rengjort – udvendigt og indvendigt. Det vil blandt andet sige, at alt hvad der måtte være af eksisterende indhold på computeren slettes permanent efter nøje forskrifter og certificerede sletningsalgoritmer.
Herefter udstyres computeren med den nyeste software og de nyeste drivere, pakkes fint ned i en ny kasse og er klar til et nyt liv.