Nyt skovområde ved Hinnerup
Naturstyrelsen har givet grønt lys til anlægning af et 180 hektar skov- og naturområde ved Hinnerup og Grundfør
Naturstyrelsen, Hinnerup Vandværk og Favrskov Kommune er i samarbejde blevet enige om finansieringen af et nyt skov- og naturområde, tæt på Herredsvej i Hinnerup.
I aftalen lyder det, at området kommer til at koste 31,5 millioner kroner, fordelt på 15,8 millioner kroner fra Naturstyrelsen og 7,9 millioner kroner fra henholdsvis Hinnerup Vandværk og Favrskov Kommune.
Miljø og aktivitet
"I det 180 hektar store område er der både vigtige og store grundvandsinteresser. En nyanlagt skov vil være med til at beskytte grundvandet, og samtidig får vi en enestående mulighed for at være med til at etablere et bynært rekreativt område, som mange borgere i Hinnerup og omegn vil få glæde af." Sådan lyder det fra borgmester Nils Borring i en pressemeddelelse.
Den bedste løsning for grundvandet
Hos Hinnerup Vandværk har man siden 2006 arbejdet med at sikre områdets grundvandsinteresser. Bjarne Wiese, bestyrelsesformand for Hinnerup Vandværk, er derfor også begejstret over projektet. "Skovrejsningsprojektet er absolut det bedste løsningsforslag," siger han i pressemeddelelsen.
Stadig usikkerhed
Der er stadig usikkerhed om skovområdets fremtid.
"Man har endnu ikke forhandlet færdig med de forskellige ejere af jorden, og jeg kan derfor ikke sige præcis, hvilket område, der er tale om," siger Ann Ammitzbo, teknik- og miljøchef i Favrskov Kommune, og tilføjer, at: "De fleste ejere har været positive." Desuden er der ikke nogen fastlagt plan om, hvad de rekreative formål helt konkret kommer til at være.
Ann Ammitzbo forsikrer at borgerne i området vil blive inddraget i beslutningsprocessen. Det helt store spørgsmålstegn ved projektet, bliver dog stillet fra Christiansborg. For hvis projektet skal blive til noget, skal der stadig være penge til det i den nye finanslov.