Fortsæt til indhold

Kommunen sparer på hjemmehjælpen

Aarhus Kommune sparer 7,5 millioner ved et nyt udbud

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Fremover kan tre private firmaer levere hjemmehjælp til borgerne i Aarhus Kommune.
Det er resultatet af en udbudsrunde, der netop er afsluttet, og som betyder, at kommunen sparer 7,5 millioner kroner.
En beslutning, der vækker hovedrysten hos FOA Aarhus, der er faglig organisation for hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere.
“Det er ret usmageligt, at kommunen alene går efter et udbud for at spare penge,” siger Kirsten Normann Andersen, der er formand for FOA Aarhus
De tre firmaer, som vandt udbudsrunden er Aleris A/S, Hjemmehjælpen A/S og BR-service A/S. Hvor der før var ti private leverandører, er der nu tre. Firmaerne vinder på at kunne løse opgaven billigere end før.
Men det bekymrer Kirsten Normann Andersen.
“Der er en tendens til at private firmaer underbyder, og vi ser eksempler på, at vores medlemmer arbejder under urimelige forhold. Enten sparer man på lønnen, eller også skal opgaverne klares hurtigere, og det går ud over kvaliteten,” mener hun og tilføjer:
“Vores medlemmer bliver i forvejen ikke millionærer af deres løn. Hvis vi i fremtiden også skal kunne rekruttere folk til at passe på vores ældre, så skal man have en løn, som man kan leve af,” siger fagforeningsformanden, der ser klare fordele ved at lade kommunen alene klare hjemmehjælpen.
“For eksempel kan man, når der kun er en leverandør sammensætte en ruteplan med mindst mulig spildtid. Opgaven burde ligge hos det offentlige, for her får man mest for pengene,” siger Kirsten Normann Andersen.

En regeringsordre

Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, afviser, at besparelserne er kommunens politik.
“Det er ikke min politik at spare penge på området. Vi har fået en regeringsordre om, at vi skal finde nogle penge ved et udbud, og det har vi gjort,” siger Jette Skive.
Hvis alle de borgere, der i dag har privat hjemmehjælp, fortsat ønsker en privat leverandør, så vil kommunen faktisk spare yderligere to millioner kroner, som rådmanden vil lade gå tilbage til ekstra rengøring hos de ældre.
“Jeg er overhovedet ikke bekymret for kvaliteten af hjemmehjælpen fremover. Vi har undersøgt de tre firmaer både økonomisk og med hensyn til arbejdsmiljø. Det er to store velkendte firmaer, og et tredje, som vi kender godt. Der er selvfølgelig ingen garantier, men jeg har ingen grund til bekymring,” siger Jette Skive.