Fortsæt til indhold

Et bedre Rundhøj er på vej

Trods tomme lokaler og ballade gennem længere tid, er der fremskridt på vej i Rundhøj, lover to politikere

Samfund
Camilla Olesen

Inden sommerferien skulle der gerne være en indstilling fra Rundhøj klar til byrådet.
Ifølge Venstres byrådspolitiker, Christian Budde og hans kollega socialdemokraten Esben Kullberg arbejder man på at få lavet en indstilling, der indeholder en helhedsplan for området, så det igen kan blive et attraktivt og trygt sted at færdes for alle.
“Vores mål er at være klar inden sommerferien. Der skal laves en plan, der blandt andet omhandler omgivelserne på og omkring torvet,” siger Christian Budde.

Tankstation er en øjebæ

Et af de springende punkter på torvet er den omdiskuterede tidligere tankstation.
Lokalavisen Aarhus Syd har tidligere beskrevet problematikken omkring grunden, hvor den ligger. Reitan Ejendomsudvikling har råderetten over grunden frem til år 2019, men ifølge de to politikere, er forhandlingerne nu mere konstruktive end nogensinde før.
“Vi kan desværre ikke sige så meget konkret lige nu, andet end, at der er en del forhandlinger i gang. Vi håber, at vi kan få lagt så meget pres på parterne, så de finder en løsning, og det vil samtidig løse en masse af de problemer, der er omkring tanken og torvet,” siger Esben Kullberg.
Foruden tanken er også de tomme butikslokaler på torvet en udfordring.
“Vi skal have overbevist butikkerne om, at det er et fedt sted at være. Men det er klart mindre troværdigt, når der kommer butikslukninger. Vi er dog ved at slå hul på isen, og når først gravemaskinerne rykker ind i området, så bliver det nemmere. Men det er alt andet lige et tilbageskridt, når der er en butik, der lukker. Men vi skal nok lykkes, så det igen bliver attraktivt at komme på torvet,” siger Christian Budde.

Flere events på vej

I sidste uge havde de to Højbjerg-politikere møde med styregruppen, der er nedsat i Rundhøj. Den består af blandt andet engagerede borgere fra området, erhvervsfolk, skolen, boligforeningerne og klubfolk. Her fik man konkretiseret, hvad der skal ske i fremtiden på torvet, så man kan få skabt en mere positiv stemning.
“Det begynder at blive meget velorganiseret i Rundhøj. Vi arbejder blandt andet på at få skabt et endnu bedre netværk, så alle instanser kan arbejde tættere sammen, så man kan komme problemerne til livs,” siger Esben Kullberg og fortsætter:
“Vi arbejder blandt andet på at komme i kontakt med politiet, så der kan være mere synlig patruljering i Rundhøj. Ikke blot, at patruljevognene kører forbi, men at politiet går en tur derude.”
Derudover er der planlagt fire eventsdage i løbet af 2015, og styregruppen gentager derfor successen fra sidste år, hvor man startede med disse dage:
“Bagagerumsmarkedet var en stor succes, og derfor bliver der fire af dem - gerne kombineret med mad og drikke,” siger Budde.